Nordtyskland

Harzen og Lüneburger Heide

Smukke bjergelandskaber, dybe skove og charmerende middelalderbyer.

AUGUST 2025
Ferie i elbil med hund om bord.

Vi er, ligesom så mange andre, blevet elbilsejere – og denne ferie var vores første rigtige testtur. Med vores skønne hund, Milla, som trofast rejsemakker, gik turen først til en hyggelig hytte i St. Andreasberg, hvor vi tilbragte en hel uge omgivet af bjerge, skove, tog på spændende vandreture og besøgte skønne middelalderbyer. På vej hjem tog vi et par overnatninger på et pensionat i det naturskønne Lüneburger Heide, hvor lyngen stod i fuldt flor.

Med snørrede vandresko og friske poter er der et kæmpe udvalg af smukke stier i Harzen.

Kort om Harzen

Det er populært som aldrig før at holde ferie i Harzen, især blandt dem der foretrækker en aktiv ferie. Om vinteren tiltrækker området skiløbere, mens det om sommeren er dets vandreruter og MTB spor der trækker.

Harzen strækker sig over næsten 2200 km², hvoraf nationalparken Harz dækker omkring 250 km². Det er det højeste bjergområde i Nordtyskland, og det er også her at det ikoniske Bloksbjerg, som på tysk hedder Brocken, rager 1141 meter op over landskabet.

Bjerglandskabet domineres af skove, men desværre er store områder af især rødgraner hårdt ramt af sygdom. Jeg må indrømme, at omfanget var langt større, end jeg havde forestillet mig, og det giver landskabet et udtryk som er meget sørgmodigt men også unikt og dramatisk.

Ferie i elbil

Inden afrejse havde jeg bestilt et Ionity abonnement, så vi kunne lade billigt ved de kraftige lynladere langs de tyske motorveje. Vores første møde med Ionity blev dog ikke helt den oplevelse, jeg havde håbet på. Vi var heldigvis kørt ind i rigtig god tid for at teste systemet, for på den første ladeplads blev vi sendt væk, da de skulle i gang med service. Ved den næste stander var der ikke lys i og vi kunne ikke få den til at virke. Samtidig begyndte flere biler at samle sig, og uden køstruktur blev det noget kaotisk.

Vi besluttede derfor at køre videre til næste ladeplads. Her stod flere ledige standere klar, og opladningen gik helt uden problemer. Faktisk oplevede vi ikke udfordringer på nogen af de efterfølgende Ionity-ladere under rejsen. De er både hurtige og praktisk placeret, og tidsmæssigt passede det perfekt til en lille pause. Vi kunne få strakt benene, besøgt toilettet, luftet Milla, og købt en kop kaffe, inden bilen var klar til at køre videre.

I de mindre byer kunne der dog være langt til en ladestander, og det var ikke lynladere der stod her. Men man kunne se at flere hoteller mv. får ladere op, så det er et marked i vækst.

Vi måtte planlægge det lidt, så vi kombinerede fx. at køre til nabobyen for at shoppe souvenirs og spise aftensmad, så vi kunne lade der imens, men jeg må sige at jeg ikke synes at det var et problem.

Generelt om ferie i Tyskland

Vi havde lidt problemer med at betale med kort flere steder i Harzen, selvom der stod at de tog kort. Og også selvom vi spurgte inden vi satte os på en restaurant. Det blev ikke bedre af at byens (St. Andreasberg) eneste ATM var ude af drift, det gav lidt udfordringer både for turisterne og for restauranterne i Harzen.

Helt anderledes var det i Lüneburger Heide, hvor det selvom det virkede som små lokale steder, oplevede vi ingen steder de ikke tog kort.

Men overordnet set må jeg bare erkende at man skal have kontanter med sig når man rejser i Tyskland, for selvom vi herhjemme er vant til at alle steder tager kort og vi synes det er dejlig og nemt, ja så fortrækker mange tyskere stadig kontanter.

Ankomst til St. Andreasberg

Der havde været en del kø ned gennem Tyskland, især rundt om Hamborg, men er der ikke altid det? Da vi nærmede os Harzen, var der vejarbejde flere steder, og når man kører i bjergene, ja så kan omkørselsvejene altså være ret lange.

Det betød at vi ankom senere end forventet, men vi nåede alligevel at indkøbe det mest nødvendige i den lokale nærbutik, lave en hurtig aftensmad i det lille køkken samt nyde et glas vin på terrassen. Sluttede dagen af med en aftentur rundt om blokken i den smukkeste solnedgang. Sikke en perfekt start på ferien.

Hytten i St. Andreasberg

Der ligger en samling hytter i udkanten af St. Andreasberg. Her er hundevenlige feriehuse i mange størrelser, beliggende i rolige omgivelser. Vores feriehus bestod af integreret stue og mindre køkken, soveværelse, badeværelse og sauna. Til feriehuset hører en lille terrasse og lidt græsplæne. Til hvert feriehus hører også en parkeringsplads, som er beliggende oppe bag hytterne.

Internettet var ikke særlig godt i hytten, men til gengæld var 4G faktisk bedre i bjergene, hvor visakortlæserne sjældent virkede.

Hvis du er interesseret i at læse mere om panoramablicks huse, kan du læse mere på port54.de.

Vandretur i og omkring St. Andreasberg

Den følgende dag, tirsdag, stod den på vandretur gennem det smukkeste og mest varierede landskab, dog med en lidt trist kulisse af de mange døde grantræer, som præger området. Om aftenen gik vi igennem gaderne i byen og endte med at spiste middag et hyggeligt sted i byen. Resultat: 12,5 km i benene, kæmpe smil på læberne og en træt hund.

Der er mange smukke vandreruter omkring St. Andreasberg. Milla skulle selvfølgelig bestige stenene på vores vej. Og det er endnu sjovere når mor følger med.

Bloksbjerg – eller Brocken som det hedder i Tyskland

Onsdag havde jeg planlagt at flyve til Bloksbjerg på en kost (det føltes mest passende), men ingen af de lokale butikker kunne levere. Så vi tog toget op til Tysklands højeste togstation fra Schierke og gik ned ad bjerget.

Med sine 1.141 meter, er bjerget det højeste punkt i Harzen. På toppen ligger et museum, et hotel og restauranter. Ofte er der koldt på toppen, faktisk ligger der sne 178 dage om året. Jeg var advaret om kulden på toppen, men altså… hvis jeg synes, det ikke var så koldt, så var det nok ikke koldt.

Vi var så heldige at vejret var klart, så vi rigtigt kunne nyde den fantastiske udsigt fra toppen af Bloksbjerg. Der er en lille sti rund på toppen, så man kan nyde udsigten i alle retninger.

Ifølge fortællingerne flyver heksene fra Danmark til Bloksbjerg Sankt Hans aften (23. juni). Et år senere på Valborgsaften (1. maj) mødes de med Djævlen og fester sammen med andre hekse og troldmænd.

Man kan ikke køre hele vejen op til Bloksbjerg, men der er flere vandreruter som gennem nationalparken leder til toppen. Det er også muligt at bestige bjerget på cykel, men tænker at man skal være i en ret god grundform. Den nemmeste måde er dog at tage Brockenbahn (toget). Det kan kan tages fra Wernigerode, eller man kan, som os, stige på undervejs. Prisen er dog den samme. Noget af det dejlige ved Tyskland er, at man gerne må have hunden med i toget, den skal bare have sin egen billet.

Selvom det var Millas første tur med tog, tog hun det helt roligt. Det meste af tiden lå hun stille ved vores fødder. Her sidder hun dog glad, og nyder at vi er på tur sammen.

Udsigten rundt på toppen var helt fantastisk, og turen ned blev en skøn oplevelse – selvom vi nok ikke helt fandt den korteste vej. Frokosten blev indtaget på en stor sten midt i naturen, hvor vi nød amerikanske feltrationer med udsigt. (Gourmet på højeste plan).

Milla klarede turen ned af Bloksbjerg som en stjerne – 15 km på næsten 5 timer inkl. pauser.

På vej hjem sluttede vi dagen af med aftensmad i Braunlage. En dag fyldt med oplevelser, og med 18,5 km i benene, var de trætte på den gode måde.

Goslar – en by fuld af charme og historie

Torsdag gik turen til Goslar, som er Hartzens hovedby. Vi havde aldrig været her, så den skulle vi selvfølgelig opleve. Vi spadserede gennem den gamle bydel med de smukke, skæve bindingsværkshuse, besøgte det imponerende kejserpalads og spiste vafler og is på byens hyggelige markedsplads. Vi endte med at gå 14,5 km rundt i skønne Goslar, hvor vi nød de maleriske gader i den stemningsfulde by.

Vi parkerede i udkanten af byen, hvor der var en stor gratis parkeringsplads. Herfra ankom vi til byen gennem den gamle borgmur.

Vi var rundt om det store kejserpalads, som så imponerende ud, og vidnede om svundne tiders pomp og pragt.

Vandretur til Ilse-vandfaldet

Fredag tog vi på vandretur til Ilse-vandfaldet. Turen gik langs floden ad to forskellige stier – den brede grusvej og den mere eventyrlige skovsti med sten og rødder. Selve vandfaldet er ikke højt, men magien ligger i at følge vandets vej. Undervejs er der mange steder, hvor man kan komme helt ned til floden, og klatre rundt på stenene i vandet – og udsigten derfra er simpelthen fantastisk.

Stien langs vandfaldet, hvor man mange steder går lige ved vandet eller har udsigt over det.

Man kan parkere ved klatreparken i Ilsenburg. Det er betalingsparkering, hvor man kan betale med kort i automaten. Her findes også toilet, mod betaling. Turen fra parkeringspladsen til vandfaldet er cirka 5 km, og man kan kun gå eller cykle dertil, hvilket gør at man på turen kun møder andre, der elsker at færdes i naturen. Vandfaldet kan på ingen måde sammenlignes med at stå foran Niagara Falls i Canada, Gullfoss vandfaldet på Island eller Langfossen i Norge. Stigningen er på 357 meter, så det er bestemt ikke et højt vandfald, men det har alligevel sin naturlige charme.

Frokosten blev nydt tæt på toppen, ved et af de skønne steder med store sten helt nede i floden. Nok en gang blev lækre varme retter tryllet frem af feltrationer, og vi nød dem siddende med vandet løbende rundt om de store sten vi sad på, midt i vandfaldet. Det blev en skøn “let” dag på 11 km, fuld af frisk luft og smukke udsigter.

Milla med floden i baggrunden som vandfaldet munder ud i.

Skibakker om sommeren

Regnen lørdag gav os en stille morgen og formiddag, men senere trak vi i vandreskoene. Vi gik op til toppen af skibakken Matthias-Schmidt-Berg i St. Andreasberg, og selvom det var sommer og ikke vinter, var der alligevel mange mennesker på toppen. Vi gik forbi startområdet for MTB-sporene, og kælkebanen, hvor børnene stod ivrige i kø.

Efter en tur rundt på toppen af bjerget, var planen en rolig sti ned igen på den anden side af bjerget… men sådan blev det ikke. Vores rute var pludselig spærret, så i stedet blev det en tur gennem buske og brombærkrat, over væltede træer og ned ad stejle skovstykker. En lille jungleoplevelse i Harzen. Ud af dagens 11,5 km, var vandreturen de 9,3 km med 299 højdemeter. Belønningen? En solid tysk middag og en stor øl da vi landede nede i byen igen.

På toppen af skibakken, hvor skiliften kører i baggrunden. På denne årstid er det dog mountainbikeryttere med deres cykler, samt bedsteforældre eller forældre med deres børn med kælke, der bliver fragtet til toppen.

Titan RT – en imponerende hængebro

Søndag blev et af rejsens højdepunkter, vi tog til Rappbodetal hvor den kendte hængebro TITAN RT er beliggende, lige ved siden af områdets største dæmning Rappode Dam.

Broen er hele 458 meter lang og 75 meter over jorden, hvilket gør den til en af Europas længste hængebroer for gående. Da broen åbnede var den verdens længste hængebro, men den er senere blevet overhalet. Der var placeret højtalere flere steder på broen, som spillede musik. De spillede ikke ret højt, men det gav stadig en god stemning, og tanken har nok også været at berolige nogen af dem, der så lidt skræmte ud.

Milla måtte blive i bilen (med aircondition og åbne vinduer), men bagefter gik vi en tur med Milla på dæmningsbroen lige ved siden af, hvor vi havde den flotteste udsigt til hængebroen. Vi sluttede af med luksus kaffe fra cykel-espressoen, en super lækker måde at slutte oplevelsen af på.

Hunde, uanset størrelse, er ikke tilladt på broen, og det er forståeligt nok. Man går på en 120 cm bred stålrist, og broen svajer i vinden. Den bliver holdt godt fast, men den svajer stadig, det er jo en hængebro. Billeterne kostede 7,5€ for voksne og 5€ for børn (2025), og de kan købes i billetcenteret eller på deres hjemmeside shop.harzdrenalin.de/. Stedet er et mekka for adrenalinjunkier, man kan også prøve zipline, gigaswing, wallrunning mm. Her var massere af parkeringspladser, en stor souvenirbutik, toiletter, og flere muligheder for at få forskelligt at spise og drikke. Parkering op til 3 timer kostede 2,5€, og op til 23 timer kostede det 5€ (2025).

Dæmningen, som er pyntet med tegninger, ses i baggrunden. På toppen af dæmningen kan man krydse floden både i bil og til fods.

Jeg havde virkelig set frem til at skulle krydse den store hængebro, og selvom det er en stor turistattraktion, og den var godt besøgt, så ødelagde det ikke oplevelsen. Jeg blev bestemt ikke skuffet, så hvis du er i området og ikke lider af højdeskræk, vil jeg absolut anbefale det.

Quedlinburg – en charmerende perle

Bagefter kørte vi videre til Quedlinburg, hvor vi spadserede rundt blandt de over 1.300 farverige bindingsværkshuse, slottet og kirkerne. Byen er utrolig charmerende, og caféerne på byens torve indbyder til at man sætter sig og nyder kaffe og kage, omgivet af de smukke skæve bindingsværkshuse.

Højt hævet over byen ses slottet, som kan nås af små gader og trappegange.

Det blev til en dag på 13 km, hvoraf de 4 var omkring Titan RT. Ovenpå de mange skønne oplevelse, rundede vi dagen af på det livlige torv, markedspladsen, hvor vi spiste en lækker middag på en af restauranterne. Her spillede live musikken i den ene ende af torvet, mens en lirekassemand trampede rundt i den anden. De formåede at deles om opmærksomheden, og det var super hyggeligt.

Mange af gaderne i byen var pyntet med flotte blomsterkugler.

Mandag morgen tog vi af sted fra St. Andreasberg og kørte nordpå til et pensionat i Lüneburger Heide Naturpark, hvor vi havde et par overnatninger inden vi satte kursen hjemover. Vi boede på Das Kleine Landhaus, hvilket var en fin beliggenhed for det vi gerne ville se. Vil dog hverken anbefale eller afskrække nogen fra at bo her, det var okay, men levede ikke op til mine forventninger, bla. var morgenmaden ret basal, og aftensmad var alligevel ikke tilgængeligt.

Wilseder Berg svøbt i lilla lavendel

Efter indtjekning tog vi på tur i det smukke område. Vi fandt en loop tur der gik til toppen af Wilseder Berg, som med sine 169 meter, er det højeste punkt på den nordvesttyske slette.

Det var et meget populær område at vandre i, men til forskel fra området omkring Harzen, så var her flere kondisko end vandresko på stierne. Måske fordi her var relativt flat, eller måske bare fordi Harzen er mere vandre-populært.

Dagen endte på lidt over 12 km, heraf var denne tur på lige over 8 km. Det var en utrolig smuk tur, hvor lyngen stod betagende smuk og lilla, så langt øjet rakte.

Der var virkelig smukt på denne årstid hvor den blomstrende lyng strakte sig i alle retninger.

Vi spiste frokost på et hyggeligt sted vi fandt i starten af ruten, det virkede ret privat, men var meget velbesøgt og der manglede bestemt heller ikke noget. Man havde følelsen af at sidde i deres private have, men ikke desto mindre tog de altså her imod kort uden problemer, hvilket fejlede på flere restauranter og hoteller i Harzen.

Om aftenen spiste vi på Timberjacks. Det var ikke et koncept vi kendte, men i anledning af Torbens fødselsdag passede denne “Beef Republic” meget godt. Det var ikke al den serverede mad der lige var vores smag, men vi kunne godt lide den iøjenfaldende indretning på “American Log Cabin” konceptet.

Med slogans som “Save grass, eat more beef” og “You can’t fake a steak” faldt restauranten lige i Torbens smag.

Ad plankestier i Pietzmoor

På vores sidste dag tog vi på tur gennem højmosen Pietzmoor i Schneverdingen, som også er en del af Lüneburger Heide Naturpark. En del af ruten foregik på en plankesti, hvor man gik mellem vandhullerne, og så nogle virkelig smukke spejlinger i vandet.

I højmosen er en del af stien hævet på plankebroer, og selvom jeg har fotograferet udenom de andre besøgende, så kunne det være lidt tæt at passere hinanden, når folk kom i store flokke eller med et helt bundt hunde på de smalle broer.

Højdepunktet var dog mødet med en kæmpe fåreflok. En stor vædder holdt skarpt øje med Milla, men da hun stod helt stille, fik flokken lov til at passere. Bagerst i flokken kom de unge får, der legede og sprang omkring – dét blev næsten for fristende for Milla, der gerne ville være med.

Milla var meget interesseret, og alfa-vædderen skulle da også lige se Milla an, inden han fortsatte.

Senere kørte vi til Munster (ikke Münster), hvor vi gik en tur rundt om søen med springvandet, forbi kirken, glaskunst og den gamle vandmølle. Vi sluttede af på torvet med skøn is og kaffe. Vi sluttede vores sidste feriedag af med 13 km i benene, hovedet fyldt med oplevelser og hjertet mættet med indtryk fra Pietzmoor. En dejlig afslutning på ferien, hvor naturen fik det sidste ord.

Vi havde en virkelig skøn tur til Nordtyskland, hvor vi fik nydt en masse smuk natur og besøgt nogle virkelig charmerende byer. Naturen omkring Lüneburger Heide er meget smuk, men også meget lig den danske natur. Men allerede i Hartzen ændrer landskabet sig meget fra det danske med bjerge, tætte granskove, klipper og dale. Det beviser at man ikke altid behøver at rejse langt væk, for at få de anderledes oplevelser.

Vores test af ferie i elbil var også en succes, hvilket er meget heldigt, for vi har en tur til Holland planlagt til foråret.