Øsløs/Vejlerne, Danmark

Udsigt sommerhuset Vejlerne

En lille skøn plet nord for Limfjorden

Det smukke landskab kan man slet ikke få nok af på disse kanter.

OKTOBER 2021

Efterårsferie i sommerhus
  1. En lille skøn plet nord for Limfjorden
  2. Fur
  3. Bulbjerg
  4. Thorup Strand
  5. Klitmøller – Cold Hawaii
  6. Nationalpark Thy
  7. Grenen i Skagen
  8. Den tilsandede kirke

Vi havde booket et stort lækkert sommerhus gennem Novasol. Vi var 7 af sted samt Milla, Torbens mor, min mor, de 3 af drengene, selvom Bastian, min den ældste, kun var med i den sidste del af ugen og så Torben og mig.

Sommerhuset lå i smukke omgivelser, med god plads på grunden og flot udsigt ved Naturreservatet Vejlerne. Huset havde et stort alrum/stue i midten af huset, hvor der var god plads til at vi alle kunne være, fint udstyret køkken i forbindelse hermed samt et lille udsigts værelse på 1. sal. Et stort badeværelse med spabad, som selvfølgelig skulle testet efter en kold dag, samt et mindre toilet var der også. Desuden var her hele 6 soveværelser af varierende størrelse hvoraf nogle havde mere skabsplads end andre, det ene værelse var også et gennemgangsværelse, men det fungerede. Vi brugte også meget tid i aktivitets rummet, hvor vi fik spillet en masse pool.

Fur

Vi havde en fin udflugt til Fur, som er en ganske lille ø på 22 m2. Den ligger i Limfjorden, og man sejler den korte tur hertil fra Branden.

Vi gik en dejlig lang tur langs stranden på nordsiden af øen mod vest som er karakteristisk med de høje skrænter ned mod Limfjorden. Vi fik nydt natur, udsigten og studeret det specielle moler.

Fur

Fur er kendt for sit utrolige molerlandskab. Moleret er mellem 53 – 55 millioner år og indeholder omkring 200 askelag. Det er ikke uden grund at molerlandskabet på Fur kandiderer til at blive optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Der er god mulighed for at finde fossiler i moleret, så tag på fossiljagt med eller uden guide. Hvis du vil se nogle flotte fossiler, kan du også tage på Fur museum, som er et fint lille museum, som også fortæller lidt om Furs kultur- og naturhistorie. Vi var forbi museet, og fik også set nogle af de andre små seværdigheder på Fur som Bispehuen.

Bulbjerg

Udsigt fra Bulbjerg

Vi boede ikke så langt fra Bulbjerg så vi kørte et smut herud en af dagene, og der er en virkelig flot udsigt fra toppen af Bulbjerg, hvor man kan se langt ud over havet, også selvom vejret ikke var så klart da vi var der, var det alligevel rigtig flot.

En stor knude af kalksten står midt i klitterne på Bulbjerg strand, og den skulle efter sigende være hele 47 meter høj. Den stejle klippe bliver langsomt fortæret af saltvandet, og hvert år skrider lidt af klippen i havet.

Yderst på Bulbjerg ligger en observationsbunker fra 2. verdenskrig, hvor der gennem det meste af krigen var udstationeret tyske soldater, da den var strategisk vigtig for besættelsesmagten pga. de gode oversigtsforhold. Man kan i dag komme ind i den lille bunker, hvilket er ganske gratis.

Hvis du er i nærheden af Bulbjerg, så anbefaler jeg at du tager et smut forbi og nyder den flotte udsigt fra toppen. Der er endda parkering og toiletter lige ved.

Thorup Strand

Efter Bulbjerg kørte vi til Thorup Strand, som er Nordeuropas største aktive kystlandingsplads. Her er tilknyttet 19 både og ca. 30 fiskere, og er i dag Danmarks eneste aktive fuldtids erhvervskystlandingsplads. Hvis man er heldig, kan man også se når bådene bliver trukket op på stranden med dagens fangst, og ellers må man, som os, nøjes med at nyde synet af de fine blå træskibe på stranden omgivet af en masse flaksende måger, meget malerisk.

Her ligger også en lille fiskehandler på stranden, så der er mulighed for at købe frisk fisk med hjem.

Klitmøller – Cold Hawaii

En dag kørte vi til Thy Nationalpark, og startede med at køre ud til vestkysten. Her ligger Klitmøller som er et populært feriested med en fin badestrand og et lille fiskerleje, men det Klitmøller er mest kendt for er noget helt andet – nemlig surfing. Strækningen langs den jyske vestkyst er også kendt som Cold Hawaii, og surfere fra hele verden kommer hertil, for at surfe på de ikke mindre end 31 registrerede surf spots.

Når man står på stranden og mærker stormen ruske og hører havets bølgers brusen, kan man godt forstå hvordan dette kan være surfernes paradis. Det er en sjov oplevelse at se alle de dygtige surfere, så vil bestemt anbefale det hvis du er i området.

Nationalpark Thy

En nysgerrig hest holder nøje øje med os i Thy Nationalpark.
En nysgerrig hest holder nøje øje med os.

Fra Klitmøller kørte vi lidt ind i nationalparken og parkerede, så vi kunne komme ud og gå en god tur i skoven og på heden. Der er rigtig mange fine ruter, faktisk er der ikke mindre end 46 afmærkede ruter i Nationalparken, men den er jo også efter deres eget udsagn Danmarks største vildmark, og den er virkelig stor, ikke mindre end 24.370 ha strækker den sig over. Vi valgte dog ikke en speciel rute, men kom godt rund og fik oplevet en masse varieret storslået natur. Nogle steder føler man sig helt hensat til en eventyrverden, og forventer at en trold kan stikke hovedet frem bag et træ hvert øjeblik det skal være. Ganske betagende.

Grenen i Skagen

Grenen i Skagen

Når vi taler Nordjylland må Grenen være turistmålet over dem alle, så selvom vi havde en god køretur Skagen, og havde været her før, synes vi alligevel at vi gerne ville hertil.

Det er en speciel oplevelse at stå hvor Danmark ender og Skagerrak og Kattegat mødes. Bølgerne der kommer fra hver sin side og sprøjtende mødes de på fascinerende vis mens man står i midten. Det blæser vist også altid ret meget derude på spidsen, så man bliver blæst godt igennem.

Torben, Betina og Milla på Grenen i Skagen.

På parkeringspladsen er der toiletter samt en grill bar/kiosk, og det tager ca. 30 min. at gå fra parkeringspladsen og ud til spidsen. Hvis man ikke kan gå så langt eller synes det kunne være sjovt at prøve så kan man tage med Sandormen. Det er en vogn trukket af en traktor der fra ca. april til september kører hver dag i pendulfart mellem parkeringspladsen og Grenen. Den starter ca. kl 10 og kører frem til der ikke er flere turister at transportere. Det koster 35,- kr. pr. voksen og 15,- kr. pr. barn under 12 år tur/retur, og billetter kan kun købes med kontanter i vognen, men i automat på informationsbygningen kan benyttes elektroniske betalingsmidler.

Den tilsandede kirke

På vej tilbage til sommerhuset gjorde vi stop ved den tilsandede kirke. Kirken menes at være opført i den sidste halvdel af 1300 tallet, men pga. sandflugt blev man nød til at lukke den i år 1795. I dag står kun tårnet af den gamle middelalderkirke.

Den tilsandede kirke.

Ved parkeringspladsen er her en lille butik/kiosk som vi satte os ved og nød en kop varm cacao i solen, inden turen gik tilbage til sommerhuset. Både Grenen og Den tilsandede kirke skal ses hvis man er i området.

Vi havde en rigtig dejlig uge i sommerhus, og området Vejlerne, som er et eldorado for fugle interesserede, er også rigtig lækkert for alle almindelige natur elskere som os.

Aftenudsigt fra sommerhuset i Øsløs / Vejlerne
Aftenudsigt fra sommerhuset.

Venedig

Labyrint af kanaler, hyggelige små gader og flotte kulørte huse…

Sverige

Sne og klar frostklar blå himmel mens man suser nedad på ski …

Shelter

Danmark er fyldt med shelters, og det er ofte gratis at benytte dem …

Det pulært at tage på shelter-tur, og det forstår jeg godt…

Skriv en kommentar