Ree Park, Ebeltoft, Danmark

Safari-park

Vågn op med kameler i baghaven.

AUG./SEPT. 2023

FORLÆNGET WEEKEND OMGIVET AF DYR
  1. Safari-park
  2. Kamelhuset
  3. Om bord på Fregatten Jylland
  4. Ree park – endnu en zoo?
    1. Amerika Expressen
    2. Land Rover Safari

Hvad giver man en mand der har alt? Da min far blev 70 år, faldt valget på en forlænget weekend i Ree Park, sammen med hans hustru, vores tilsammen 4 næsten voksne drenge, Milla, Torben og mig.

I Ree Park har de forskellige mindre hytter inde i parken, men jeg var faldet for det de kalder Kamelhuset, som er et sommerhus der ligger tæt ved indgangen til parken hvorfra man fra haven samt store vindues partier i huset har udsigt til de baktriske kameler.

Torben, Milla og mig kørte derop og mødte min far og hans kone deroppe torsdag aften. Fredag aften stødte vores unge mennesker til, flere af dem er startet ny uddannelse, elevplads mv. for nylig, så de var i skole eller på arbejde fredag.

Kamelhuset

Huset er en fornuftig størrelse, med sovepladser til 7+1 personer, og det er hyggeligt indrettet, i bedste Safari stil. I huset er der 3 soveværelser med 2 sovepladser på hvert værelse, 1 værelse er placeret i stueplan og 2 værelser er placeret på 1. sal. Desuden er der en soveplads på repoet, hvor der også er plads til at der kan sove 1 ekstra på en foldemadras.

Der er kun et badeværelse, men det er dejlig stort med vaskemaskine og massere af små skabe, så alle kunne have deres eget skab. Køkken og stue er sammenhængende, men deles af en væg. Her er en stor sofagruppe samt mindre spiseplads, men der er også mulighed for at sidde og spise i udestuen, hvilket vi valgte. Her er nemlig god plads og og vi kunne rigtig holde øje med kamelerne derfra.

Når man bor i Kamelhuset må man også gerne have hunden med, hvilket vi syntes var dejligt. Hunde må ikke være i parken, men hun fik stadig rigtig meget ud af at være med os på mini ferie. Det kræver selvfølgelig at man har en hund der kan være alene når familien er i parken.

Milla er meget interesseret I de spændende kameler.

Mens man bor i huset har man også adgang til parken, og man har også mulighed for at komme ind udenfor åbningstiden, for med en nøglebrik har man lov til selv at gå ind fra kl 7 til solnedgang.

Med i opholdet hører også en guidet rundvisning den første formiddag. Vores rundvisning varede lidt over en time, og det var en ung pige der viste os rundt. Man kommer ikke ind nogen steder man ikke må komme ellers, men hun fortalte lidt om dyrene undervejs. Parkens fakta vidste hun dog ikke meget om, men hun var sød og smilende.

Om bord på Fregatten Jylland

Fredag efter rundvisningen brugte vi lidt tid i parken og fik også lidt frokost. Herefter besluttede vi at køre en tur ind til Ebeltoft for at se Fregatten Jylland. Her var Milla selvfølgelig med, og hunde er også velkomne ombord.

Det er et rigtig spændende skib med en spændende historie. Det er flot restaureret, og man får en god fornemmelse af hvordan konge som matros kan have levet det på sådan et kæmpe skib. For de yngste kan man ved hjælp af kort og skilte hjælpe skibsdrengen Karl med at finde hans forsvundne lommekniv. Man kan også lægge sig i matrosens hængekøje, sidde i Kongens stol eller løfte de tunge krudt poser og kanonkugler. Nogle dage kan man også være heldig at man har mulighed for at købe en ekstra billet til at klatre i masten.

Værd opmærksom på at der kan være penge at spare, hvis man har entrébillet fra anden seværdighed i området. Vi fik 20% rabat på billetten ved at vise vores billetter fra Ree Park, og det er da værd at tage med. Desuden så holder billetten (armbåndet) en hel uge, så man er velkommen til at vende tilbage og se udstilling og skibet flere gange.

Ree park – endnu en zoo?

Ree Park er ikke en traditionel, eller gammeldags om man vil, zoologisk have. Hvilket betyder at dyrene har god plads. Nogen vil nok synes det er irriterende, for store naturtro områder til dyrene, betyder at de nemmere kan gemme sig, så man slet ikke kan finde dem. Men jeg elsker dyr, og elsker at se dem, hvis ikke i naturen, så i et så naturligt et miljø som muligt.

Et stykke inde på sit område ligger geparden, jeg har zoomet en del for at fange den med kameraet, den var godt skjult.

Det betød til gengæld også at det var lækkert at kunne gå rundt i parken over et par dage på forskellige tidspunkter, for de dyr man så ikke fik fundet 1. gang, dem fandt vi så senere.

Amerika Expressen

Vi havde ikke haft det store held med at se bjørnene, så dem håbede vi at kunne komme lidt tættere på med det lille tog der kører i parken. Det skulle også igennem ulvereservatet, så ulvene håbede vi også at se.

Så forventningen var stor som vi stod på perronen og ventede på at toget kom ind. Perronen så også godt ud, og man havde virkelig forsøgt at skabe den rigtige stemning med flotte kulisser.

Med toget var en guide som forsøgte at fortælle om dyrene undervejs, men vi blev hurtigt enige om at hun ikke snakkede i mikrofonen, for det var simpelthen umuligt at høre hvad hun sagde. Der var nogle enkelte sammenhængende ord en gang imellem, men det var ikke meget vi kunne udlede af de skrattende brudstykker. På turen så vi desværre ikke nogen dyr vi ikke allerede havde set i parken og vi kom heller ikke tættere på dem. Virkelig ærgerligt.

Turen med toget tager ca. 20 minutter inkl. af- og påstigning og med små stop undervejs, hvilket faktisk viste sig ikke at være en særlig lang tur. Vi troede der var mere park vi ville få at se på turen, steder som man ellers ikke kan tilgå i parken, men det var meget begrænset.

Vi var meget skuffede over turen, som koster 60 kr. pr. person. Det var den på ingen måde værd. Så med mindre du har små børn eller børnebørn med, der gerne vil køre med toget, for togets skyld, så anbefaler jeg dig at lade være.

Land Rover Safari

Landroveren holder helt tæt ved dyrene, så man rigtig kan studere dem på nært hold.

Vi havde også købt billetter til Land Rover Safari, i håb om at kunne komme lidt tættere på dyrene på savannen.

Opsamlingsstedet for Land Roveren var ikke så gennemført som togstationen var, men man havde stadig gjort noget ud af det. Det var et stort halvtag bygget af store træbjælker, hvor der var lavet siddepladser af paller under, og der var plancher om dyrene, så man kunne blive klogere mens man ventede, hvis man havde lyst til det.

På denne tur var vi super heldige med vores guide, den ikke helt unge fyr havde et dejligt smittende humør, og når han ikke fortalte om dyrene eller parken, så blev der puttet lidt vittigheder ind.

Vi var heldige at vi kom godt tæt på en del af de dyr, som ellers kan være lidt svære at se fra ydersiden af hegnet. Der bliver gjort hold flere gange undervejs, når man er tæt på dyrene. Turen tog 20 minutter, den bliver dog solgt på at være ca. 30 minutter, så det er nok inklusiv den tid der bruges på at pakke bilerne m.v. Det tog i hvert fald en del tid, at få folk på plads. Turen koster 60 kr. pr. person, og i ydersæson kan man købe en kombi billet til Amerika Expressen og Land Rover Safari til 90 kr. pr. person.

Der er ingen tvivl om at kvaliteten af turen for mig især afhang af 2 ting, hvor heldig man var med at komme tæt på dyrene og hvor heldig man var med guiden. Og denne gang var vi super heldige.

Vi havde en super god tur, jeg elsker dyr, og synes dette var en skøn måde at være sammen på, hele familien. Selv de store drenge synes det var sjovt, jeg tror især at de synes det var sjovt at komme rundt i parken efter lukketid.

Jeg var også godt tilfreds med valget af Kamelhuset, det gav os god plads, mulighed for at have Milla med og så kunne vi trække os tilbage fra “larmen” af andre overnattende gæster (institutioner) i parken.


Shelter

Danmark er fyldt med shelters, og det er ofte gratis at benytte dem …

Det pulært at tage på shelter-tur, og det forstår jeg godt…

Mols bjerge

Nytår i nærheden af den smukke natur ved Mols bjerge …

Milla

Find ud af mere om vores fantastiske hund …