
Island imponerer
Et spektakulært landskab der er skabt af vulkaner og jordskælv.
APRIL 2023
Miniferie i forlængelse af påsken.
- Island imponerer
- Hotel Reykjavik Grand
- Golden Cirkle – et absolut must
- The Blue Lagoon, er det så en turistfælde?
- Hreyfing spa, ren forkælelse
- Nogle af Islands mægtige dyr
- Jagten på nordlyset
Vi valgte at tage af sted i forlængelsen af påsken i 5 nætter, bare Torben og mig. Sidste år var vi en tur i Venedig i foråret, så det her er noget helt andet, men generelt er vi begge meget betagende af naturoplevelser, så det virkede som et godt valg, og vi blev, trods meget regnvejr, heller ikke skuffede.
Rejsen var booket gennem Vulkanrejser.dk, hvor jeg havde lidt problemer med nogle af tilvalgene på deres hjemmeside under bookingen, men de fik rettet rejsen til efter vores ønsker, og alt forløb som det skulle.
Kort om Island
Island ligger på en undersøisk bjergkæde og har derfor flere aktive vulkaner, hundredvis af varme kilder, gejsere og lejlighedsvise jordskælv.
Klimaet er relativt mildt, med kølige somre og milde vintre. Vintertemperaturen ligger på omkring 1 grad og sommertemperaturen er omkring 11 grader. Der er også meget vind og stormvejr på Island og nedbørsmængden er høj, især på den sydlige del af øen. Der er desuden hyppige vejrskift, så en talemåde på Island er “ Hvis du ikke er tilfreds med vejret, så vent 5 minutter”.

De fleste på Island bor i byer langs kysten pga. det barske landskab på midten af øen. Faktisk bor over halvdelen af Islands befolkning i eller omkring hovedstaden Reykjavik.
Hotel Reykjavik Grand
Placering: Vi boede på Hotel Reykjavik Grand under hele vores ophold. Hotellet ligger ca 2 km fra centrum af Reykjavik, så det tager ca. 20 min. at gå derind. Jeg havde hjemmefra læst at der også skulle være en gratis bus til byen et par gange om dagen, men det var ikke noget vi forhørte os om. Vi gik til byen, de par gange vi tog derind. Det virkede som om at hotellet især er attraktivt for folk som har lejet en bil og dermed lettere kan komme rundt, men det fungerede også fint for os som bookede ture med afhentning på hotellet.
Spa-afdeling: Vi havde valgt dette hotel, da vi synes det lød lækkert med et spa-hotel med 4 stjerner. Vi syntes det kunne være lækkert med et spa-område, når man kom kold hjem fra udflugter, men jeg havde desværre ikke undersøgt det godt nok inden jeg bookede. Jeg var i kontakt med hotellet efter booking, for at bestille en behandling i spa’en mens vi var der, men hotellet kunne desværre ikke tilbyde det, og foreslog mig i stedet at kontakte andre spa-steder. Deres åbningstider i spaområdet blev vi desværre også skuffede over, de fleste dage var der kun åbent fra kl. 11-15, og nogle dage helt lukket. Så faktisk fik vi ikke besøgt deres spa-område mens vi var der, deres åbningstider passede simpelthen ikke med vores planer, desværre.
Service: På hotellet er der rigtig fin service, og receptionen er døgnåben. Der er en fin stor lobby, moderne indrettet med forskellige små oaser hvor man kan sidde, og jeg kunne se at en del benyttede sig af det, også til at side og nyde den mad og drikke som kunne købes. Internettet på hotellet fungerede også upåklageligt, hvilket jeg synes det meget sjælendt gør på hoteller, så det var rart. Vi sidder tit at læser lidt på nettet om aftenen om det vi skal ud at opleve eller netop har oplevet, så vi satte pris på at det virkede godt.

Byggeri: Der er byggeri på begge sider af hotellet, så ind imellem kunne vi på vores værelse høre en irriterende boremaskine, men ellers blev vi ikke generet af det. Men ærgerligt når vi havde bestilt værelse med udsigt, at værelset på 9. sal så først og fremmest havde udsigt til en byggeplads.
Morgenmad: Der indtages i restauranten er rigtig god morgenmad, det er en stor buffet med godt udvalg af bl.a. forskelligt brød, pålæg, frugt og varme retter samt godt udvalg af kaffe. Desuden er der the, varm kakao og forskellige slags juice.
Grand Brasserie: I restauranten spiste vi også flere gange til aften, det er a la carte, med et fint udvalg og maden er lækker hvad enten man er til en hamburger eller kokkens signaturret “Boneless Chicken Thighs Úlla la”. Servicen er også god med opmærksomme tjenere. Derudover er det nemt når man kommer sent hjem, og ikke synes at man skal ud i regnen igen. Der findes dog andre restauranter i nærheden af hotellet, så det er ikke fordi at man skal hele vejen ind til byen, for at finde andre udbud af restauranter.


Lidt utæt: Hotellet har lidt problemer ved kraftig regn, den første dag var vi gået ind til Reykjavik og da vi vendte hjemad vendte vejret sig imod os. Vinden blev kraftigere og regnen tog til. Faktisk var det lige så vi flere gange, seriøst, blev blæst baglæns af vindstød på turen tilbage til hotellet. Da vi kom til hotellet stod der flere spande placeret rundt omkring i receptionen, vi talte mindst 5 spande som stod ganske diskret, men der var ingen tvivl om at de stod der for at opsamle regnvand, og de stod der hver gang der efterfølgende kom kraftig regn. Da vi kom op til vores værelse var vindueskarmen plask våd og på den susen man kunne høre i værelset, var der ingen tvivl om at vinduet var ret utæt. Vi sagde det til dem i receptionen, og de tilbød at vi kunne flytte værelse. Vi var lige ankommet og havde fået pakket ud, og da der jo også i receptionen stod flere spande, tænkte vi at det ikke ville hjælpe ret meget, så vi takkede nej, men tog imod de ekstra håndklæder og spande de satte i vindueskarmen.
Generelt set var vi ikke utilfredse med hotellet, men der var en del ting vi var lidt skuffede over.
Golden Cirkle – et absolut must
På vores første hele dag havde vi booket turen Golden Cirkle, som er en tur rundt på det sydlige Island til nogen af de største højdepunkter.
Vi tog turen med Reykjavik Excursions (via Vulkanrejser). Vi blev, som ved alle rejser med Reykjavik Excorsions, hentet på hotellet af en shuttlebus og kørt til BSI bus terminal, hvorfra man så skifter til den rigtige turbus. Efter alle ture med Reykjavik Excortions blev vi på hjemvejen tilbage mod Reykjavik sat af på hotellet, uden at skulle omkring busterminalen. Systemet med at alle bliver hentet af shuttlebusser i små hotel-grupper fungerer ganske godt, men det betyder jo altså at man skal skifte bus, til gengæld er jeg sikker på at det er hurtigere på denne måde og så slipper man for at skulle stoppe ved 20 andre hoteller.
Fridheimar, spændende lille stop i drivhuset
Fridheimar var det første stop på turen, en farm af drivhuse, hvor de især dyrker tomater. Da vi kom fik vi stedets historie og var rundt og kigge lidt. Af fakta kan nævnes at tomatplanterne bindes op, så de bliver 10 meter lange, hvilket ser ret vildt ud. Så store bliver mine tomater i hvert fald ikke herhjemme på terrassen. Fridheimar eksporterer ikke deres tomater, men til gengæld står de for 40% af de tomater der bliver solgt på Island.
I deres lille butik kan man købe nogen af deres tomat-lækkerier med hjem, eller man kan besøge deres bar hvor menukortet med lidt at spise og drikke næsten altsammen indeholder tomat. Vi skulle ligesom de fleste andre turister også prøve at smage en af de mange spændende tomat-drinks de havde på menuen. Vi valgte en rød tomat øl og en Healthy Mary, de var lidt specielle men ganske okay.



Gejsere skal man da opleve på Island
Haukadalur var andet stop på vores Golden Cirkle tur, og hjemsted for Geysir, gejseren som har lagt navn til naturfænomenet gejser. Den skulle have været imponerende før i tiden hvor den sprang op til 60 meter, men den sprutter ikke meget mere, det bliver kun til spring på omkring 10 meter et par gange om dagen. Til gengæld er gejseren Strokkur særdeles aktiv, og hvert 5-10 min springer den 20-30 meter op i luften, en virkelig skøn oplevelse.
Husk at tage højde for vindretningen, det både lugter af æg (svovl) og hvis der er god blæst bliver man også ganske våd, når gejseren springer, hvis man står i vindretningen.
Efter at have været rundt ved gejserne gik vi op ad et bjerg til et udsigtpunkt, hvorfra man kan se nedover gejserområdet. Heroppefra er der også udsigtspunkter så man kan se udover den modsatte side af bjerget, og sikke et smukt syn ud over den islandske natur det er.

Gullfoss vandfaldet, hvis du som os elsker vandfald
Gullfoss vandfaldet, det gyldne vandfald, var tredje stop på vores Golden Cirkle tur. Det er et af de største turistattraktioner på Island, i gennemsnit bliver det besøgt af mere end 2000 personer om dagen.
Det er 31 meter højt og i gennemsnit strømmer der 100.000 liter gletchervand ned i floden hvert eneste sekundt. Vandfaldet er delt i 2 fald og man kan stå i midten på en lille platform. Der er lukket til denne platform hvis det er glat eller de på anden måde ikke kan stå inden for sikkerheden. Vi var så heldige at der var åbent, hvilket guiden ikke havde regnet med, da den havde været lukket et stykke tid. Det var vi glade for, sikke en dejlig oplevelse at stå der med vandet brusende rundt om sig.
Husk fornuftigt tøj, og ikke mindst fodtøj, hvis du ikke bliver våd af regnvejr, så er der her også en god sandsynlighed for at blive lidt våd hvis man som os vil ned og gå på platformen ved vandfaldet. Der er også udsigtspunkter så man kan se vandfaldet oppefra, så det er ikke fordi man behøver stå på platformen, men det er altså sjovere.


Thingvellir, hvor 2 verdensdele mødes
Sidste stop på turen var Thingvellir (Þingvellir), som er på Unescos verdensarvsliste. Normalt vil de tektoniske plader mødes under havoverfladen men her kan man se den nordamerikanske og eurasiske tektoniske plade mødes på jordens overflade. Linjen skulle rykke sig hele 2 cm fra hinanden om året, så om nogle få millioner år vil Island være delt i to dele. Man kan tydeligt se sprækkerne som dannes når de tektoniske plader arbejder sig væk fra hinanden. Vi gik i kløften, hvilket er en flot tur, men det er også muligt at dykke og snorkle mellem de tektoniske plader.
Det var også her at Altingets historiske mødested var, navnet betyder også tingslette, så dette er en af de ældste parlamenter i verden. Men tænk at man dengang har valgt at der hvor man mødtes og talte om tingene, også er der hvor verdensdelene mødes.



Vores Golden Cirkle tur var en heldagstur, men det er mange indtryk på en dag. Vores guide havde boet mange år på Island, så hun var meget informativ og fortalte både om attraktionerne, men også om generelle ting som er specielle på Island. Tidsmæssigt passede turen os ret perfekt, vi fik udnyttet den tid vi havde ved hvert stop, til at få set så meget som muligt, og fik mest muligt ud af turen. Det betød også at vi ikke brugte tid på frokost, det blev en sandwich samt en kop kaffe købt ved Gullfoss vandfaldet, som vi spiste i bussen på vej mod næste stop. Vand havde vi med, og man kan fylde flasken undervejs. Ved alle attraktioner er der desuden mulighed for at købe både mad og drikke (dog ikke alle steder til at tage med) og der har været fine (gratis) toiletforhold. Der er gode forhold for turister, og jeg synes at Golden Cirkle var en kæmpe oplevelse og bestemt er et must for førstegangs besøgende på Island.
The Blue Lagoon, er det så en turistfælde?

Næste dag var vi på tur til den blå lagune. Den blå lagune er en af de største seværdigheder på Island, hvis ikke den største, så jeg var meget spændt på om vi ville blive skuffede over hvad jeg forventede var en turistfælde. Der er andre alternativer til den blå lagune som skulle være mindre turistede, hvor den mest kendte er Sky Lagoon. Men ikke desto mindre så var det første gang vi var på Island, så for mig var der altså ikke noget alternativ, jeg ville SÅ gerne opleve den klassisk blå lagune.
Vi blev hentet af Reykjavik Excoursions kl 14.30 på hotellet, skiftede bus på BSI busterminal og kørte derefter til den blå lagune. Den blå lagune havde åbent fra kl. 8-21 da vi var der, og bussen tilbage til hotellet bestilte man ikke tid til, men dukkede bare op på det tidspunkt der passede med hvornår man gerne ville køres tilbage.
Der er forskellige pakker at vælge imellem: Comfort, Premium eller Retreat Spa. Vi havde bestilt en Comfort pakke som indeholdt: Entre til den blå lagune, Silica ansigts maske, lån af håndklæde og en drink efter eget valg i pool-baren. Billetter kan købes på den blå lagunes hjemmeside og formegentlig har samtlige tur-udbydere på Island den blå lagune med i deres program, også i kombination med andre seværdigheder og i kombination med lufthavns kørsel. Der er åbent hele året, men da det er en populær attraktion, så bestil billetter i god tid, da der tit er fuldt booket hvis du venter for længe.


Der er rigtig mange swimmingpools og varme kilder overalt på Island, Islændinge ser det nærmest som en menneskeret at have adgang til en pool, og alle børn på Island lærer da også at svømme i skolen. Den blå lagunes historie starter i 1976 med spildevand fra et kraftværk, og man skal helt frem til 1987 før der bliver åbnet med offentlige badefaciliteter. Der er sket meget siden dengang, i dag er stedet rykket længere væk fra det geometriske kraftværk, er vokset betydeligt i størrelse og er helt oppe på 8.700 m2. Der også bygget hotel, butik og restaurent til, der udbydes et hav af spa faciliteter og de har deres egen hudplejelinje.
Allerede da vi ankom kunne vi mærke at det hele kørte på skinner, de er tydeligvis vant til at få rigtig mange turister igennem. Ikke på en kold og uvenlig måde, de var tværtimod smilende og hjælpsomme, men man kommer hurtigt og glat igennem. Ligesom i svømmehallen får man armbånd på som bruges til at låse skabet. Men armbåndet vises også når man skal have udleveret en klat mudder i “mudder-baren”, altså Silica mudder til maske som kan bruges over hele kroppen, men mængden passede til ansigtet og resten af kroppen holder man også helst under vandet da luften er kold. Armbåndet bruges også i baren, her bruges ikke kontanter eller kort, vil man købe mere så sætter man også det på armbåndet, og så kan man betale ved udgangen når man skal hjem. Håndklæde udleveres når man er færdig med at bade.
Den blå lagune er af National Geographic udpeget til et af de 25 største vidundere i verden, og det forstår man godt. Fra parkeringspladsen er en lille sti ned til området, så når man er i den blå lagune fornemmer man slet ikke omverdenen. Den blå lagune er faktisk menneskeskabt, hvilket jeg faktisk ikke selv troede inden turen, men det er den. Det er dog lavet så det føles meget “rigtigt” ved bl.a. at bruge naturlige materialer som træ og lava.
Det er fortryllende at bade i det altid 39 grader varme mælkeblå vand der damper mod den kolde luft. Havvandet bliver skiftet fuldstændigt hver 48. time og det er godt for huden, da det indeholder naturlige mineraler.

Der var mange mennesker i den Blå Lagune da vi var der, men området er stort, så man mærker det ikke rigtigt. Da vi ville i baren havde der ikke været ret mange mennesker da vi tidligere var forbi, men nu var der lang kø, men køen skred hurtigt fremad, så jeg syntes ikke at det var et problem.
Vi havde en rigtig god tur til den blå lagune, der var rigtig mange turister, ja, men ikke så det ødelagde oplevelsen. Jeg blev ikke skuffet som jeg var bange for, og som jeg er blevet af andre turistfælder. Det betyder ikke at jeg en anden gang ikke ville vælge at prøve en af de mere lokale steder, men for vores 1. gangs tur på Island, er jeg meget tilfreds med vores tur i Den blå lagune.
Hreyfing spa, ren forkælelse
Vi ville gerne forkæles nogle timer med spa, så jeg havde bestilt hos Hreyfing spa, da det ikke var muligt på vores eget hotel.
De har et fint indendørs spaområde, som er hyggeligt og afslappende indrettet. Det er meget indbydende og dagligdagens stress og jag glider fuldstændig i baggrunden helt af sig selv. Her er massere af stearinlys omkring et større spabad, her er infrarød sauna, et afslapningsområde med hængende kurvestole, samt andre stole og solsenge i forskellig slags, så der er mulighed for afslapning. Der står også kander med isvand med smag af citron eller appelsin, hvilket var ret lækkert og de var gode til hele tiden at fylde dem op, så det var friskt. Udendørs på en terrasse var der også et spaområde, det er ikke lige så lækkert og indbydende indrettet som indenfor, men stadig dejligt. Herude var geotermisk karbad, spabad, lille koldt karbad, sauna og dampbad.

Jeg havde booket en Silica mudder behandling og en 80 minutters par massage. Det er ikke billigt, men sammenlignet med danske priser er det ganske fornuftige priser. Når man har bestilt en behandling er der gratis adgang til spa området, man låner en badekåbe og der er ubegrænset adgang til lækre håndklæder, hvilket er virkelig lækkert når man er mange gange i og oppe af vandet.
Silica behandling
Behandlingen foregår ved at man sidder i et lille dampbad for 2 personer, hvor man smører den hvide Silica lerblanding på hele kroppen, som man har fået med ind i dampbadet i en lille skål. Tiden starter når man træder ind i dampbadet, hvor man har 20 minutter, hvor dampen kan få behandlingen til at trænge godt ind i huden. Efter de 20 minutter tænder 2 brusere lige så stille, så man kan vaske mudderet af. Det fungerede fint med lerdampbadet og huden føltes meget glat bagefter.
Massage der rigtig arbejdede med vores ømme punkter
Til vores 80 minutters parmassage blev vi behandlet af en mand og en dame. Under massagen har man et par engangstrusser på, så man ikke behøver at få grisset sit badetøj til. Begge vores massører var super dygtigste og fik virkelig arbejdet med nogen af vores “problemer”, så det var ikke afslapningsmassage det hele, men dejligt (bagefter) at blive arbejdet godt igennem fra top til tå.
Nogle af Islands mægtige dyr
Vi havde på vores sidste hele dag booket en kombi tur, hvor vi først skulle ud og ride på islandske heste og senere på hvalsafari. Turen går under navnet The Sea Horse og udbydes af Eldhestar. Efter programmet indeholder turen 1,5-2 timers ridning og 3 timers hvalsafari.
Vores møde med den islandske hest
Eldhestar har rigtig mange forskellige ture med heste, fra korte ture til flerdagsture og kombiture med andre af Islands seværdigheder. Nogle ture kræves der ride erfaring til, men der er også korte ture som ingen erfaring kræver. De har også tilknyttet et hotel og en restaurant, hvor vi senere indtog vores frokost. I følge vores guide har de over 100 heste på stedet, på deres hjemmeside står der dog at de har 350 heste, så det er nok et sted derimellem.
Vi blev hentet på hotellet om morgenen og der var ca en halv times kørsel fra Reykjavik til Eldhestar ranchen. Da vi ankom stod hele det hold af ansatte, som skulle tage sig af os, klar til at tage imod os. Vi blev hurtigt delt ind i de grupper vi skulle være i. Vores gruppe var rimelig stor og de var 2 ansatte til at guide os. En striks og bestemt dame der skyndte på os og stod for informering undervejs samt en yngre svensk pige. Den strikse dame virkede ikke særlig glad, men den svenske pige virkede som en genert, glad hestepige.
Man låner orange regnbukser og regnjakke af dem som er tykt regntøj, det er fuldstændig vandtæt, som man kan tage ud over sit eget tøj. Det meste af det regntøj man normale har ikke er vandtæt ved vedvarende regn, og de får meget regn på Island, så det vil være ærgerligt at få ødelagt oplevelsen, fordi man ikke er klædt ordentligt på. Så låner man selvfølgelig også ridehjelm og bliver efter hurtig ride-intro sat sammen med en hest. Rideturen foregår på deres store areal, på tilredne stier, i en lang række. Jeg fik lidt den samme følelse, som når man i Thailand bliver trukket rundt på en elefant på en fast sti, som elefanterne kan til bevidstløshed. Her ridder man dog selv, men følelsen var for mig nogenlunde den samme. Man går dog stadig i den smukke islandske natur, så det var ikke fordi jeg ikke nød det, det er bare meget rutine præget. Undervejs gjorde vi et enkelt stop hvor de 2 guider var rundt og tage billeder af os. De trak lidt rundt på hestene, så billederne blev taget af dem man var sammen med, men jeg kunne godt have ønsket mig at man var blevet fotograferet så man ikke fik de andre turister med på billederne også. På det punkt er servicen faktisk bedre i Thailand, selvom man giver et par Baht til fotografen.

Den islandske hest er ikke så stor, den er cirka samme størrelse som en pony. Man skal dog ikke kalde deres heste for en ponyer, så vil de blive ret fornærmede. Det er til gengæld den reneste hesteracer i hele verden, for der kommer ikke nye heste til Island, og når en hest har forladt Island kan den aldrig komme tilbage. Den islandske hest siges også at have et roligt sind, hvilket de heste vi så, også virkede til at have. Vores heste var også lidt sløve og svære at få i gang, men søde det var de.
Vi kom lidt sent tilbage til farmen, da vi skulle stå og vente på at de prøvede at flytte nogle heste, som de ikke ville have os forbi, og som det så faktisk endte med at vi skulle forbi nogen af alligevel. Det betød at frokosten, som bestod af suppe med brød i deres restaurant, skulle gå lidt hurtigt inden vi blev kørt videre mod havnen i Reykjavik. Men dejligt at der var indlagt en let frokost.
På udkig efter hvaler
Turen var med Elding, og skibet var godt fyldt da vi steg om bord, men vi fik alligevel pladser udendørs. Lige da vi er kommet om bord siger de i højtaleren at de anbefaler søsyge tabletter, og at de gratis kan hentes i baren. Jeg havde faktisk købt søsygetabletter, men da frokosten gik lidt stærkt, havde jeg ikke fået spist dem. Jeg synes til gengæld virkelig at det er fin stil at udlevere dem, og vi tog begge imod, og jeg var virkelig glad for det, da jeg nemt bliver søsyg og det var en hård tur.
På båden er der en indendørs salon, en lille bar samt toiletter. Fra salonen kan man sidde indenfor i varmen og se hvaler, vi var dog kun udenfor. Dels fordi jeg ville blive meget søsyg indenfor, men endnu vigtigere mener jeg at oplevelsen skal så tæt på som muligt, så jeg var helt ved rælingen for at fange glimtende af de prægtige dyr. De annoncerer over højttaleranlægget når der bliver set hvaler, så folk udenfor løber rundt og fægter med armene af begejstring når de får øje på en hval. Det betød at jeg ikke var meget for at have kameraet (telefonen) oppe af lommen derude i forreste række, jeg var simpelthen bange for at få slået telefonen ud af hånden, så for det meste nød jeg bare synet af hvalerne. Over højttaleranlægget fortalte de også en masse fakta om hvaler, men kvaliteten af lyden var så dårlig, at det var meget lidt vi fik fat i.
Vi havde taget rigtig meget tøj på, men alligevel synes jeg det var køligt på sejlturen tilbage da vi havde stået længe i kulde, regn og blæst og mine 2 par vanter var gennemblødte. Ud fra folks påklædning må der være en del der har frosset rigtig meget, og af de helt skøre eksempler herpå så vi et par unge piger i shorts med en lille let sommerjakke på, vi så dem ikke udenfor på noget tidspunkt, men Torben så dem nede i salonen hvor de lå hen over et bord og så meget søsyge ud…, de vidste vist ikke helt hvad de gik ind til.
Man kan undre sig over at når man har kraftig tendens til søsyge som jeg har, at jeg så vælger at tage på sejltur på det åbne hav efter hvaler. Jeg har tidligere set spækhuggere i fangenskab, men jeg ville bare virkelig gerne se hvaler i det fri. Så trods det kolde, våde vejr og min søsyge som jeg kun lige akkurat formåede at holde nogenlunde i skak, var det en virkelig god tur. Vi fik set vågehvaler og pukkelhvaler, som virkelig er en stor oplevelse. At se disse kæmpe dyr glide langsomt gennem vandet er virkelig smukt, og sikke et sug det giver i maven når de nærmer sig og slår med halen. Fantastisk.
Jagten på nordlyset
Jeg har en drøm om at se nordlyset danse, så vi skulle have været på nordlystur aftenen efter vi havde været i Hreyfing Spa, men den blev desværre aflyst. De udbyder kun nordlysturene frem til 15. april, så vi var absolut ude i den sidste del af sæsonen. Vi kunne dog gratis ombooke til en ny dag, så vi bookede til aftenen efter hvor vi havde været på ridetur samt set hvaler i løbet af dagen. Det ville blive en lang dag, men, ja, jeg ville jo altså virkelig gerne opleve det, og vi havde ikke andre dage at tage af, inden vi skulle rejse hjem igen. Denne dag blev turen gennemført.

Vi blev hentet og sammen med mange andre busser blev vi kørt ud på en parkeringsplads et godt stykke væk fra byen. Vi fik desværre kun en snært af nordlyset at se, da der kom skyer, så det blev ikke her vi skulle få den oplevelse. Vi havde igen mulighed for at ombooke turen, men for os var det tid for at rejse hjem igen.
Men hvad, så har vi en “undskyldning” for at rejse efter nordlys igen. Ikke at man behøver en undskyldning. Vi har haft en virkelig dejlig tur til Island hvor vi har oplevet rigtig meget, som er så meget anderledes end hvad vi ellers har set rundt om i verden. Og vi kunne godt finde på at tage dertil igen, måske om sommeren, leje en bil og køre øen rundt.




