Svalbard, Norge

Vi havde booket en tur til isbjørnenes rige, Torben og jeg, noget der for os var helt ukendt territorium. Det var ikke en charterferie men derimod et rigtigt eventyr. Det var koldt. Mørkt. Hvidt. Til tider udfordrende. Til tider hårdt. Men helt igennem fantastisk. Både før og efter vi var af sted var der mange der spurgte, “hvordan finder man på det?”, ja vi elsker unikke naturoplevelser, og efter vi var på Island sidste år, kunne vi godt tænke os flere arktiske oplevelser. “Hvorfor?”, især for at komme på tur med hundeslæde. “Det må være koldt og mørkt!”. Det er det bestemt, men det bliver det, efter min mening, ikke mindre spændende af.

Vi var forventningsfulde og glædede os rigtig meget til denne tur. Vi så især frem til den 3 dages hundeslæde ekspedition, for tænk at få lov til at stå der bag på slæden, mens hunde trækker dig gennem sneens smukke vinterlandskab. Med hundeslæder skulle vi ud og overnatte i en hytte, langt væk fra alting, og jeg var så spændt på det.

Vi var spændte på at opleve polarnætterne, eller mørketid som det også kaldes, altså opleve at solen ikke stod op. Vi havde aldrig før oplevet dette fænomen, og var nysgerrige på hvor meget vi ville kunne se, og på hvordan kroppen, og vores søvnrytme, ville blive påvirket. Vi ville også gerne opleve nordlys og det blå lys (Blue light). Det blå lys kommer når man er tæt på at solen igen begynder at stå op, men alligevel ikke kommer op over horisonten. Vi ankom til Svalbard i slutningen af Januar måned, og i 2024 står solen kun op på Svalbard mellem den 16/2-25/10. Det betyder at vi var her i slutningen af de 3 måneders totale mørketid. Forestil dig det smukkeste hvide snelandskab blive badet i et blødt blåt lys, det var fuldstændig magisk at opleve. Fra den 19/4-25/8 2024 går solen til gengæld slet ikke ned, også kaldet midnatssol, og det fænomen bliver jeg altså også nød til at opleve en dag.

Kort om Svalbard

Her bor flere isbjørne end mennesker. Her er ingen træer. Her er næsten ingen infrastruktur og 60% af Svalbard er dækket af gletsjere, hvilket nok også er grunden til at alle ejer en snescooter.

Svalbard som betyder “kolde kyster” er en øgruppe beliggende i det Nordlige Ishav 1.050 kilometer fra Nordpolen. Svalbard er norsk, men vi skulle dog stadig vise pas ved ankomsten. Der bor ikke ret mange på Svalbard, og rigtig mange af dem der arbejder her, kommer fra alle steder rundt omkring i verden. De arbejder her typisk i et par år, for derefter at tage videre. Svalbards fastboende indbyggere består overvejende af nordmænd, russere og ukrainere.

Man kan hverken blive født eller begravet på Svalbard. Senest 3 uger før termin sendes gravide til fastlandet, da sygehuset deroppe ikke er gearet til at klare fødsler. Der er dog undtagelser, Magnus, som var en af vores guider, hans datter blev faktisk født deroppe. Begravet kan man heller ikke blive på Svalbard, permafrosten gør at lig vil blive presset op af jorden igen. Den eneste måde man kan lade sin krop ende rejsen her, er ved at få sin urne nedsat, og det gives der kun tilladelse til i de tilfælde hvor man har boet der eller har haft en særlig tilknytning.

Svalbards samlede areal lyder på 62.050 km², hvor den største ø Spitsbergen er på 39.000 km². De største byer er Longyearbyen, Barentburg og Ny-Ålesund. Svalbard har været kendt for sine store mængder kul, og både nordmænd og russere har drevet minedrift her siden 1900 tallet, men i dag er minedriften nedadgående.

Longyearbyen – kold men hjertevarm

Det var specielt at lande på Svalbard, hvor lufthavnen må være den mindste jeg har været i. I hvert fald hvor der lander rutefly. Der lander ca. 1-2 rutefly om dagen, og når man havde fundet sin kuffert på det lille kuffertbånd, så holdt 2 busser parat lige udenfor lufthavnen, til at fragte de nyankomne gæster til deres hoteller. Billetter solgte den muntre buschauffør, og han tog endda kort. Vi skulle bo på Mary-Anns Polarrigg, som viste sig at være et originalt og specielt hotel. 

Mary-Anns Polarrigg:

Hotellets bygninger er gamle minebarakker, og man har gjort meget for at bibeholde mine-looket. Blandt andet står en “minearbejder” ude foran hotellet og her holder en gammel bus, som engang blev brugt til at køre minearbejderne til og fra minen. Hele hotellet har en autentisk udstråling og er fyldt med sjove Svalbard ting, som giver stedet et lidt anderledes udtryk end andre hoteller. Desuden hænger der mange gamle fotos fra Svalbard rundt omkring på hotellet og sjove slogans er skrevet på udvalgte steder. 

Placering: Hotellet ligger ideelt med 5-10 minutters gang til centrum, hvilket i min verden betyder at det ligger i byen. Dog ligger det altså alligevel for sig selv, og her var ganske roligt. 

Indretning af hotellet samt værelser: Her findes både enkelt og dobbelt værelser med fælles bad, men der er også “luksus” værelser med eget bad. Vi havde et “luksus” værelse, det var ikke stort, men det var smagfuldt indrettet, og der var, hvad der skulle være. 

• “Luksus” værelserne ligger i en bygning for sig selv lige overfor restauranten.

• Dobbelt værelserne uden bad ligger i samme bygning som receptionen. Her er også en stor hyggelig opholdsstue med massere af sofa- og stolearrangementer. Her er også et fælles køkken, hvis man skulle have lyst til selv at stå for maden, men vi benyttede os ikke af det.

• Enkeltværelserne uden bad samt restauranten ligger i samme bygning som receptionen men skal tilgås fra andre indgange. 

Det er et lille hotel, og det tager ingen tid at krydse gårdspladsen, men man skal selvfølgelig lige trække i støvlerne. Alle steder stiller man sit fodtøj når man kommer ind og trækker i de clocs der står til rådighed. Det at smide støvlerne når man kommer ind, er en gammel tradition som går tilbage til minetiden, som man mange steder på Svalbard stadig holder ved.

Ved værelserne og i opholdsstuen står der hele tiden klar, så man kan lave kaffe og te. Det er der jo sådan set tit på hoteller, men det er sjældent at vi har haft brugt det, men her brugte vi det flere gange, enten på værelset når vi kom kolde hjem eller vi satte os over i den hyggelige opholdsstue.

Service: I receptionen er de gæstfrie og hjælpsomme.

Wifi: Der er velfungerende gratis åbent wifi på hele hotellet. 

Vinterhagen Restaurant: De kalder sig selv for det grønneste sted på Svalbard, og det lyder meget rigtig, for vinterhaven er godt fyldt med grønne planter, som man ellers skal kigge langt efter på Svalbard. Her er desuden en hyggelig indretning, hvor de med alle mulige specielle ting har fået lavet nogle gode rammer. Restauranten er anerkendt som en af de bedste restauranter på Svalbard.

Sko og støvler bytter man også her ud til crocs, på ægte Svalbard maner. Morgenmaden ,som vi også spiste i restauranten, var generelt fin med et fornuftigt udvalg. Dog blev Torben noget skuffet den dag bønnerne var skiftet ud med broccoli.

Maden om aftenen var lækker, og jeg var vild med retterne med sæl, hval, laks og rensdyr som virkelig smagte af Svalbard.

Efter vi var tjekket ind på hotellet iførte vi os en fornuftig mængde varmt tøj, og begav os ned i byen. Det havde være +grader da vi landede. Helt ærligt, det havde vi ikke forventet. Temperaturen dalede dog mens vi var her, så den blev mere som vi havde forventet undervejs. Vi havde hjemmefra købt massere af tøj i uld, så vi kunne have 3 lag uld på under overtøjet. Pengene på vores nyindkøbte tøj var godt givet ud, synes jeg, for det var faktisk kun en enkelt gang jeg frøs under hele vores Svalbard rejse, og ja, så måtte jeg bare tage lidt mere tøj på.

Byen er ikke ret stor, og der ser lidt ud som i en skisportsby i syden om vinteren. Her er bare meget mindre, mere hyggeligt og man føler sig meget mere velkommen. Det er tydeligt at man er i et lille lokalsamfund, for der er det hele. En børnehave, en biograf, et bibliotek, et supermarked og et sygehus. Desuden bærer det selvfølgelig også præg af at her kommer turister, for der er en del restauranter samt butikker der sælger varmt tøj. Der er massere af lys og lyskæder alle vegne, så byen er godt lyst op i mørket. Centrum fik vi hurtigt set, og vi fandt en café hvor vi spiste frokost.

Fruene Café – damernes mødested

Tidligere var Svalbard, i lyset af minedriften, fangere og polarhelte, meget mandsdomineret. Damen som startede denne café i 2003 savnede et sted hvor kvinder kunne være, og et sted hvor lokale kunne mødes og trække ind i varmen. Jeg synes caféen var et lidt sjovt sted, som føltes som et alt-i-et sted. Det var både en café med et fint udvalg af sandwichs, et lækkert chokoladeri og en butik, hvor man kunne købe farverige garnnøgler, et par sutsko eller en ny sweater hvis det skulle være.

North Pole Expedition Museum – liiiige tørt nok

På vores første hele dag på Svalbard skulle vi ud og køre snescooter om aftenen, så dagen brugte vi i byen. Vi tog forbi Svalbard museum, men det var lukket pga. renovering. North Pole Expedition Museum var til gengæld åbent, så det besøgte vi i stedet.

Café Huskies – café med klappehunde

Bagefter fandt vi vej til Huskies Café, til en kop varm cacao og et stykke kage. Det var en lille hyggelig “privat” café og udvalget af forskellig varm cacao, te, kaffe og kage var stort. Det var helt sikkert et populært sted og her var godt fyldt omkring bordene og en enkelt ung fyr sad på en pude på gulvet. Her var mange forskellige mennesker, i alle aldre, med den ene ting til fælles, at vi alle godt kunne lide hunde. Hundene var nysgerrige men rolige og gik stille rundt mellem bordene og blev nusset. Jeg lod mig andet sted fortælle at det er pensionerede slædehunde. Der var udskiftning mellem hundene mens vi sad på caféen, så de var også ude og blive luftet. Denne café kan bestemt anbefales, hvis man godt kan lide hunde, og har brug for en hyggelig pause.

På snescooter på jagt efter nordlyset

Sidst på eftermiddagen blev vi samlet op ved vores hotel og kørt ud til Better Moments flot indrettede hytte, som lå lidt udenfor byen. Vi blev en gruppe på 8 inkl. instruktøren. 2 personer kørte på 1 snescooter, så 7 scootere i alt. I hytten blev vi grundigt briefet om beklædning og sikkerhed, hvorefter vi hoppede i tøjet. Det yderste tøj lånte man, det inderste var ens eget.

Ved scooterne fik vi den nødvendige instruktion, og så var vi af sted. Dragten var varm og vi modstod fint kulden. Selvom mine fingre blev lidt kolde, blev de hurtigt varme igen, for der var varme i håndtag og gas-fidusen, hvilken luksus. 

Jeg havde aldrig prøvet at køre snescooter før, men det var rigtig sjovt. På vores 31 km tur så vi dog ingen nordlys, så det har vi stadig tilgode. Vi gjorde mange små stop undervejs, hvor guiden sikrede sig at alle havde det godt, var med og ikke frøs. Ved det sidste stop inden vi vendte om for at køre tilbage mod hytten, drak vi en kop varmt og tog lidt billeder. Selvom vi var langt fra byens lysforurening, var det ret lyst, for månen skinnede stor og flot.

Under briefingen inden vi kom af sted på snescooterne blev der spurgt hvor vores instruktør var fra, han svarede at han var russer. Tror vi blev lidt blege. “Russisk spion” sagde han så med et grin for at lette stemningen, og det hjalp. Han var en rigtig fin guide der tog godt hånd om os alle. Ja, der er jo altså en del russere på Svalbard og ja, han var den eneste med våben. Men det har alle vores guider selvfølgelig haft.

Stationen – populær international restaurant

Da vi kom tilbage til hotellet efter snescooterturen var vi godt sultne, og gik ned til restaurant Stationen, som var en større restaurant midt i Longyearbyen. De havde en forret med hval-carpaccio som lød spændende, så det var vi nød til at prøve. Den var god. De burgers vi fik til hovedret var til gengæld lidt kedelige. Men altså, vi var sultne og vi blev mætte.

Longyearbyen rundt med Svalbards egen Magnus:

Dagen efter havde vi booket en tur, hvor vi skulle rundt og se Longyearbyen. Vi havde egentlig ikke større forventning til den, andet end at vi skulle se byen med en lokal guide. Hold da op hvor blev vi positivt overraskede. Sikke en fantastisk personlig, kulturel og smuk tur. Vi blev hentet på hotellet i en minibus kl 9, og vi blev kun 3 gæster i alt på turen. Vi fik set så meget i og omkring byen lige fra smukke udsigtspunkter og havnen til frøbanken, minen og den lokale kirke. Det hele blev suppleret med massere af fakta, historie og personlige fortællinger af både alvorlig og underholdende karakter. Magnus kom hertil da han var 4 år, og han fortalte om livet i minebyen i 60’erne og udviklingen frem til i dag. Han er en virkelig behagelig og imødekommende person, som har så meget på hjertet han gladeligt deler ud af. 

Efter sightseeing satte vi den eneste gæst, foruden os selv, af, og så sluttede vi turen af med frokost på Kroa sammen med Magnus. Kroa er en virkelig hyggelig restaurant i byen som bestemt også er et besøg værd. Over middagen gik snakken om alt muligt og han fortalte og svarede på alle vores spørgsmål. Det føles som at få en ny ven, og hvis vi kommer til Svalbard igen, hvilket jeg håber, så opsøger vi ham helt sikkert. 

På 3 dages hundeslæde ekspedition

På denne tur var vi foruden Torben og mig: 

Vi blev hentet på hotellet, og det viste sig at den eneste gæst der skulle med, ud over os selv, boede på det samme hotel som os. Vi blev kørt til Greendog, hvor vi hurtigt blev sat til at skifte overtøj, så vi kom i deres flyverdragt, hue, luffer og støvler. Man kunne sagtens bruge sit eget hvis man ønskede det, men deres er varmt og solidt, og som guiden Didi sagde, så vil ens eget komme til at lugte meget af hund. Vi medbragte hver en rygsæk til turen, som blev kørt derop på en snescooter. Resten af vores bagage blev opbevaret på kennelen, mens vi var af sted.

Didi fortalte at der var varslet dårligt vejr, så vi ville køre direkte til hytten hvor vi skulle bo, kun med et lille stop for at spise og drikke noget varmt undervejs, såfremt vi fandt et sted i nogenlunde læ. 2 slæder var sat frem, tøjret til lygtepæle og vi blev vist hvordan hundene fik seletøjet på. Så snart seletøjet blev fundet frem startede et hylekor af hunde, der var ivrige efter at komme af sted. Vi hjalp med at få hundene i seletøjet. Alle hundene blev hægtet på en lang wire, som var monteret forrest på slæden. Da de forreste hunde var hægtet på, var der en der holdt dem, mens resten af hundene blev hægtet parvis på i en lige linje, efter Didis vejledning. Hun vidste præcis hvem der skulle have seletøjet på i sidste øjeblik og hvilke hunde hun ville have hvor, så de løb ved siden af nogen som de arbejde godt sammen med. De forreste hunde var Alpha hundene, som skulle lede vejen for de andre. I midten var de stærkeste hunde, og bagerst var ballademagerne, så man kunne holde lidt øje med dem. Herefter gav Didi os en lynguide i slædekørsel. 

Didi’s lynguide til slædekørsel 

Anker: Der er et anker som man tramper godt fast i sneen, når slæden skal stå stille. Skulle vi kunne stå af slæden for fx. at spise, blev der sat endnu et anker på ude foran hundene også. 

Bremse: Der er en bremse bag på slæden som man står på med al sin vægt når man skal bremse, altså med begge ben på. Bliv stående på bremsen når slæden er standset indtil den er yderligere fastlåst, for hundene er stærke. Hun viste hvordan man kunne forsøge at løfte slæden, når man skulle stoppe, så den ville bremse yderligere. Det skulle vise sig at blive en udfordring.

Bremse-reb: Der er bremse-reb som kan kastes rundt om mederne, for at sænke farten samt hjælpe med at bremse. De blev også kortvarigt brugt hvis vi skulle passere en strækning hvor hundenes hastighed skulle sænkes, fx. pga skarpe sving.

Ved opstarten fik vi at vide at vi skulle holde godt fast, for ud over at vi startede med at skulle køre ned ad bakke, så havde hundene meget travlt med at komme af sted i starten og de ville ikke være til at stoppe.

Torben blev spurgt om han havde lyst til at starte med at køre, og det ville han gerne. Så Didi, Harald og Jeff var på førerslæden med et hundespand på 11, hvor 1-2 personer står bagpå og 1-2 personer sidder på slæden. Torben stod fra start bag på følgeslæden, en lidt mindre slæde, med vores hundespand på 6 hunde, og jeg sad på slæden og holdt godt fast. Da alle hundene var spændt for slæden, overtog hjælpere med at holde førehundene, så vi andre kunne komme på plads på slæderne. Først blev førerslæden sendt af sted, og derefter os. Det var som at blive skudt ud af en kanon, og det første stykke ned ad bakken fra hundekennelen, var hundene nærmest flyvende. Den intense hundegøen stoppede til gengæld lige så snart vi var af sted, og man hørte nu kun vindens susen, klang-lyden fra hundenes liner og sneens knirken under de ivrigt trækkende hunde og slæden.

Vores hunde fulgte målrettet førerslæden, så vi skulle ikke styre i den forstand, for hundene ville altid følge førerslæden. De ville også altid forsøge at indhente og overhale førerslæden, så vores job var at holde en passende afstand til den.

Lidt efter lidt gik hundenes hæsblæsende start over i et mere jævnt trækkende tempo, de faldt ind i en fælles rytme. Vi kørte først på en sti, hvor der også kunne køre snescootere og andre hundesæder. Her trak hundene os nemt på det tilkørte spor, og vi nåede begge at få lidt erfaring med at “styre” slæden. Vi kørte nogenlunde i læ af nogle bjerge, og vejret var på daværende tidspunkt nogenlunde fornuftigt, så vi nød turen. Senere gjorde vi holdt et sted på stien, for at få lidt varmt at spise og drikke. Hver dag de næste 3 dage bestod frokost menuen af Real Turmats retter serveret med varm cacao, kaffe eller te. Turmaden er frysetørrede retter, som bare tilsættes kogende vand. De smagte faktisk ganske godt, og der findes mange forskellige retter. Desuden fik vi altid et par småkager at slutte af på, “så I får fyldt energidepoterne op”, sagde Didi.

Snestormen tager til

Efter en lyn frokost kørte vi videre, og kom snart ud på et mere åbent stykke, hvor snevejret og blæsten tog til. Vores hunde trak ikke så hurtigt mere, og de kunne ikke helt følge trop, så vi sakkede lidt bagud og kunne i korte perioder ikke se førerslæden selvom vi alle havde pandelamper på. Hundene fulgte stadig førerslæden, deres sanser må være bedre end vores. Kort efter gjorde Didi holdt, og vi fik en ekstra hund flyttet over på vores slæde. Derefter kunne hundene fint følge med, men nu kunne det være sværere at bremse dem og holde den rigtige afstand.

Vejret blev fortsat værre, og sigtbarheden blev mindre. På et tidspunkt satte førerslæden sig fast i en stor snedrive, og Didi gravede slæden lidt fri med en spade, inden slæden kunne bugseres over. Vores hunde kom meget skævt på denne drive, så da vi satte i gang igen, kom vores slæde ned på siden. Vi var sat stille i gang, så det var ganske udramatisk, men alligevel. Med hjælpende stærke hænder, kom slæden dog på ret køl igen, så vi kunne komme videre. 

Efterladt i snestormen

Senere hvor Torben og mig havde byttet plads, så det var mig der stod bag på slæden, kunne jeg ikke få ankeret op, så vi kunne sætte i gang igen. Det var stampet godt fast i sneen og var en del bag slæden, så det var også svært at nå det, når man samtidig skulle stå på bremsen. Jeg sparkede til det igen og igen for at løsne det, men det kunne ikke komme fri. Til sidst gjorde vi så det man ikke skal gøre. Jeg blev på bremsen mens Torben steg af slæden for at hjælpe med ankeret. Efter lidt fik han det fri, men i det splitsekund hundene fornemmede at ankeret var løsnet susede de af sted, med ankeret hængende løst efter slæden og Torben stående tilbage. Jeg brugte al min vægt for at prøve at stoppe slæden, og jeg forsøgte af alle kræfter at løfte bagenden som vi havde lært, men lige meget hjalp det. Da slæden nåede op på siden af førerslæden råbte jeg til dem at de skulle hjælpe. Der gik et øjeblik inden de opfangede det gennem snestormen, men så hoppede Jeff over og stod på bremsen sammen med mig mens Harald fik smidt samtlige af sine bremse-reb om vores slæde. Endelig fik vi stoppet slæden. Med 2 personers vægt på bremsen og rigtig mange bremse-reb om mederne, var det lykkedes at få slæden stoppet helt.

Da vi holdt stille kiggede jeg bagud, og heldigvis kunne vi se lyset fra Torbens pandelygte. Lige da hundene var kørt fra ham havde han løbet efter slæden. Han havde løbet i sit tunge tøj, i den dybe sne, hvor sporene fra slæden blev visket ud med det samme, lige indtil han ikke kunne se lyset fra vores lygter mere. Derefter var han begyndt at tælle skridt og gå i den retning som han mente vi var kørt i. 500 skridt, som er det man skal tælle til. Hvis ikke man kan se retningen efter 500 skridt, skal man blive hvor man er, for sandsynligheden for at man herefter bevæger sig i en forkert retning er stor. Heldigvis kunne han se vores lys, inden han havde talt alle skridtene. Han pustede lidt da han nåede frem, grinede, og sagde at han troede at han var i god form. Selv skal jeg gerne indrømme at jeg var lettet over at han ikke var væk, så vi skulle ud for at lede efter ham i snestormen.

Vi havde faktisk en fløjte på dragten, som skulle bruges hvis man faldt af, men Torben mente ikke at den forreste slæde villet have kunnet høre ham. Jeg selv havde haft lidt for meget at gøre med at prøve at bremse slæden, til at jeg havde tænkt på at bruge fløjten. At råbe til de andre som jeg gjorde, var i forhold til hundene heller ikke det smarteste, for det lyder som en opfordring til at løbe hurtigere i deres øre. Men for at de andre kunne høre mig gennem snestormen, havde jeg ikke set andre muligheder. 

Gennem snestormen

Vi fortsatte gennem snestormen, og snart så vi ikke andet end den tætte sne foran øjnene i mørket. Hundene som løb i den dybe sne virkede mere trætte, men lod sig ikke mærke af vejret. For os gik den sidste del af turen mere roligt for sig end tidligere, men det var hårdere. Guiden gik i lange perioder forrest sammen med sine førehunde med GPS’en i hånden, for at få os i den rigtige retning og fordi hun ikke kunne se terrænet ordentligt. Hun havde alverdens elektroniske hjælpemidler for at få os i den rigtige retning af hytten, men grundet vejret kom vi alligevel ud på en større omvej. Allerede efter frokost havde Didi sagt at der ikke var så langt igen, indenfor et par timer havde hun ment. Det holdt ikke. De få gange vi så hende derefter, vi holdt jo selvfølgelig ingen pauser, sagde hun bare at vi var der meget snart. Hun fokuserede på at få os frem, og arbejde koncentreret. Senere blev der spekuler i, om det var der hvor førerslæden havde siddet fast i en stor drive og vores slæde var tippet, at vi var drejet forkert. Vi vidste det ikke med sikkerhed. Og endnu senere drillede vi guiden med at den “snestorm” vi havde været ude i, bare var nogle store vindturbiner de havde sat op, for at give gæsterne en særlig autentisk oplevelse. 

Mine briller var frosset til is, så jeg slet ikke kunne se ud af dem. Den sidste bid vej så jeg derfor kun ud gennem en sprække over brillerne, som jeg havde trukket lidt ned. De var også frosset fast, og jeg måtte stadig skærme med hænderne, for sneen fløj lige ind i øjnene. Vi frøs ikke, men det var hårdt. Vi havde begge kvalme, og selvom Torben ikke havde sine briller på, kunne han ikke se meget mere end mig. Han skærmede sine øjne og fjernede alligevel jævnligt istapper fra øjenvipperne for at kunne se. Tja, og det var jo altså ham der styrede vores hundeslæde. Vi snakkede heller ikke sammen, det var ikke muligt gennem stormen. Et par gange forsøgte vi at råbe nogle få ord til hinanden, men det meste druknede i stormen. Efterhånden kunne jeg godt fornemme at vi var på vildspor, jeg kunne mærke at vi kørte i ring. Jeg nåede rigtig mange gange at tænkte, at nu måtte vi gerne snart finde den hytte. Torben fornemmede det også. Han havde undervejs forberedt sig på, at det blev en nat i nød-bivuak. Så galt gik det dog ikke.

Det sidste stykke vej sad jeg på slæden. Nu kunne jeg ikke længere mærke om vi bevægede os, og jeg var nød til at kigge på de bagerste hundes ben en gang imellem for at se om de stadig løb. De forreste hunde kunne jeg slet ikke se mere. Jeff, som havde siddet på den anden slæde, fortalte han at han havde haft oplevet det samme. Han havde heller ikke kunnet se hundene og havde heller ikke kunnet mærke om de bevægede sig, så han havde haft sat en hånd ned på sneen.

Efter en omkring 10 km omvej i snestormen fandt vi hytten. Vejret var blevet værre, end det havde været varslet. Jeg har aldrig tidligere været i en snestorm, så har ingenting at sammenligne med, men Didi fortalte senere at det var den anden værste snestorm hun havde været ude i. Se så var det jo ikke så mærkeligt, at vi havde haft lidt problemer, for hun havde arbejdet heroppe i 5 år og prøvet lidt af hvert. Der var lys i hytten, og hold op hvor blev jeg lettet, da vi endelig skimtede lyset fra hytten. Det er vildt at tænke på at vi ikke kunne se lyset tidligere, for vi havde været meget tæt på hytten allerede inden vi var drejede forkert. Chill-faktoren var ca. -25 grader, gisp, og sikke nogle specille frost-selfier vi fik taget, da vi kom ind i hytten.

Ankomst til Juvahytten

Sikke dejligt det var at nå frem. Her var tændt op i brændeovnen så her var dejligt varmt, der var lyst og vores bagage var ankommet længe inden os. Der er en generator til hytten så fra sidst på eftermiddagen og til starten af aftenen havde vi strøm i hytten hver dag. Efter at have fået spændt hundene fra slæderne og sat dem fast til de dertil beregnede kæder, lunede vi os godt omkring brændeovnen og spiste lækker hjemmebagt kage og chokolader suppleret med en kop kaffe eller te.

Tænkt at der her midt ude i ingenting, var alt hvad vi havde brug for. Til aftensmad fik vi en lækker elg stuvning, som var tilberedt af Radisson, gjort nemt, så Didi kun skulle varme det. Her var endda øl, rødvin, hvidvin og sodavand i rigelige mængder. Mad og drikke samt kvaliteten af hytten var helt sikkert langt over hvad jeg havde forventet. Didi tændte også op i saunaen, som blev varmet op af en brændeovn. Brænde er meget dyrt på Svalbard, for her gror ingen træer, så jeg tør slet ikke tænke på hvad den slags koster, men hyggeligt det er det.

Senere på aftenen tog Harald, Jeff, Torben og mig en tur i sauna. Jeg skal være ærlig og indrømme at det overhovedet ikke var det, jeg drømte om på det tidspunkt. Min krop var bare træt, men jeg havde lovet mig selv det, og det er jeg glad for. Saunaen var rigtig fin, og endevæggen er faktisk i glas, så hvis der havde været lys udenfor eller endnu bedre nordlys, hvilket der desværre ikke var, kunne man have set det inde fra saunaen. For at få temperaturen godt op i saunaen, smed vi vand på brændeovnen. Når vi så selv var blevet godt gennemvarme, tog vi ud og rullede os en tur i sneen, for så skynde os tilbage ind i saunaen igen. Det var super hyggeligt, og gav god energi. Jeg har prøvet sauna-sne konceptet før, men her føltes det helt anderledes autentisk, for vi kunne ikke komme i bad, da her ingen rindende vand var. Det var blandingen af det primitive på den fede måde og følelsen af at vi var langt, langt væk fra alting.

Hytten var stor og virkede ret ny. Der var 4 soveværelser, 2 store i stueetagen og 2 små på 1. sal. Soveværelserne i stueplan var køjesenge og på første sal var der en lille dobbeltseng på hvert værelse, samt 2 enkeltsenge ude på reposet. Didi og Harald sov i stueetagen og Jeff og os havde fået værelserne på 1. sal. I stueplan var der også et stort køkken, alrum og stue. Desuden var her en lille entre samt et toilet, ikke træk og slip naturligvis, men det at man ikke skulle ud i kulden, var virkelig luksus.

Hundeslæde hunde

Efter en god nats søvn var vi spændte på hvordan vejret ville arte sig. Heldigvis så det ud til at blive bedre. Om morgenen brugte man ingen strøm, så hytten var kun oplyst af stearinlys og små LED lamper. Desuden havde vi selvfølgelig vores pandelamper. Morgenmaden bestod af brød med et fint udvalg af pålæg. Der var også nogle færdigretter man kunne prøve, men de faldt dog ikke lige i min smag. Det varme vand til kaffe og te var kogt aftenen forinden, og holdt sig fint varmt i termokander.

Efter morgenmaden skulle der kigges lidt på førerslæden, som var lidt medtaget efter den snedrive den havde siddet fast i dagen før. Alle deres slæder bygger Greendog selv efter det grønlandske design, og jeg var lidt imponeret af hvor fleksible de var. De kunne holde til ret meget. Det lykkedes med noget reb at få stabiliseret slæden, så den kunne køre stabilt igen. Den kunne bruges indtil en ordentlig reparation kunne finde sted, når slæden var tilbage hos Greendog igen om et par dage.

Så nogen fiksede slæden og andre nussede hunde. Nogen nåede begge dele, men ikke jeg. Da jeg havde været hele vejen rundt og nusset samtlige af de 17 skønne hunde, måtte jeg lige nusse dem lidt mere. Nogen af dem lå helt rullet sammen nede i sneen, og stak man sin hånd ned til dem, kunne man mærke hvor dejligt varmt de havde det. På sådanne 3 dage, som vi havde sammen med hundene, kommer man til at skabe et bånd med dem. Man ved hvem der stjæler vanter og vil lege trækkeleg, hvem der hopper op for at kysse og hvem der smider sig for ens fødder med blottet mave for at påråbe sig nusning. Jeg havde ikke forventet at samtlige af hundene var så snaksaglige og kælne som de var. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men forestillede mig ikke at hunde der bor udenfor på en kennel hele året var så opmærksomhedssøgende, kælne og legesyge, men det var de. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg tænker tilbage på morgenerne med slædehundene, det var noget helt specielt at starte dagen med at nusse 17 lækre slædehunde. Hold op hvor var de altså skønne.

Hundene havde været rolige mens slæden blev repareret. Didi fik pakket slæderne, og hundene var fortsat stille. Nogle var meget vågne og virkelig klar på kæl, mens andre sov længe og nød det rolige morgen-nusseri. Da Didi så fandt seletøjet frem, ændrede det sig hurtigt. Et eller andet blev aktiveret inde i samtlige hunde, og hylekoncerten startede. Vi fik de ivrige hunde i deres seletøj og fik dem spændt for slæderne. Hundene hylede fordi de var ivrige for at arbejde, og Winter, en stor smuk hvid slædehund, “bouncer” endda på kæden med forbene, så kæden klinger højlydt. 

Historien gentager sig

Torben og mig skulle med Didis slæde, men Didi kunne ikke få ankeret løs. Torben og Didi forsøgte at skubbe slæden baglæns og jeg som sad på slæden skubbede og stemte imod med fødderne, men vi blev hele tiden trukket frem igen, for hundene var for stærke. Det havde jeg det egentlig meget godt med, for så var det jo ikke kun mig der havde haft problemer med det anker. Desuden lignede Didi måske en spinkel pige, men det skulle man altså ikke lade sig narre af, hun var bom stærk. En pige med ben i næsen, som havde klaret sig ud af nogle ret vilde situationer med sine slædehunde. Fx var hendes hunde engang styrtet ud over en skrænt, så hundene havde hængt som perler på en snor. Dengang havde hun været ret ny heroppe, men hun havde alligevel formået at få trukket dem alle op igen, og de største hunde er altså ret tunge. De havde endda alle været uskadt

Nå, men da Torben og Didi havde godt sved på panden, men ankeret stadig ikke var fri, steg Torben så af slæden ligesom dagen før. Nu kunne han sparke til ankeret og rokke det for at få det fri, mens vi andre prøvede at få slæden baglæns. Didi sagde at hvis han ikke nåede at hoppe med på slæden, så skulle han tage med den anden slæde. Historien gentog sig, for så snart ankeret var oppe, susede hundene af sted for fuld fart. Det gik stærk, og ved et lille bomb, røg hendes rygsæk, som lå på slæden, af. Vi havde alt for meget fart på, og hun sagde til mig at hun ikke ville kunne stoppe hundene, så hun råbte til følgeslæden bagved, at de skulle samle den op. Efter lidt tid stilner hundenes iver lidt af, og de trækker atter pænt. Så kunne vi gøre et kort stop, så vi kunne få Torben og Didis rygsæk tilbage på slæden. Torben sætter sig på slæden, mens jeg står bag på sammen med Didi, og så er vi af sted igen. 

På hundeslæde mod et frossent vandfald

Turen gik mod et frossent vandfald, Eskerfossen. Det var en smuk tur, der var faldet meget ny sne, hvilket var hårdt for hundene, men virkelig betagende at kigge på.

Guiden kan styre hundene med kommandoer for højre og venstre, det adlyder førerhundene og så følger de andre hunde efter. Tit måtte hun sige det flere gange, og ofte bremse dem lidt imens også. En enkelt gang gav hun, efter en del forsøg, efter, og sagde at det var så åbenbart den vej vi skulle, men hun havde selvfølgelig vurderet at sikkerheden ville være i orden selvom vi ikke kom den vej hun havde tiltænkt. 

I det svage blå lys som oplyste det smukke bløde snelandskab fik man en helt uvirkelig eventyrlig følelse i kroppen. Dette var det her jeg havde drømt om hjemmefra. Det eneste som hørtes ud over den smukke stilhed, var den monotome klang fra hundenes liner og sneens sagte knirken under mederne. Fantastisk.

Efter noget tid nærmer vi os vandfaldet, jeg har ingen anelse om hvor længe vi kørte, for tiden stod nærmest stille. Hverdagens rytme derhjemmefra virker uendelig langt væk. Man lever i nuet, man er her bare, og suger alle indtrykkene til sig. Man fortaber sig i hundenes nærmest meditative løb, og opsluges af de smukke hvide omgivelser.

Den sidste bid ned mod vandfaldet var en lille snørklet sti. Ved et af de stejle snoede sving gravede Didi lidt, så vi sikkert kunne komme videre. På denne del af turen var det vigtigt at vi lænede os rigtigt på slæden, hvis slæden ikke skulle vælte. Det var super sjovt, og denne gang væltede vi ikke.

Floden der løber her om sommeren er fuldstændig væk om vinteren, men vandfaldet stod der lige så fint i is. Lidt sjovt var det også at man kunne komme lidt ind bag ved vandfaldet, som dannede en slags ishule.

Da vi havde set os lidt omkring gravede Didi en lille bænk i sneen, som hun lagde et tæppe over. Her sad vi så alle sammen på rad og række, og nød vores varme frokost. Hundene fik et stort stykke sæl spæk, som indeholder massere af energi og væske. Det fik de altid midt på dagen, når de var ude på de lange ture. Til sammenligning får de suppe om morgenen, da vand har det med at fryse til is, og en god portion tørfoder om aftenen. Didi vidste præcis hvad de enkelte hunde havde brug for, og det var tydeligt at hun elskede dem alle sammen. Både ballademagere og mønsterhunde, præcis som en mor elsker alle sin børn fortalte hun. Og det gjorde hun, det var let at se, for hun nussede og puslede om dem alle sammen og holdt konstant øje med dem. Hun forskelsbehandlede dem heller ikke, hvilket også ville have skadet hundenes indbyrdes forhold. Hun var nød til at være neutral. 

Med hund på slæden

Efter frokost gik turen tilbage mod hytten, men den ene af hundene vil ikke trække ordentligt, så denne hund, Harb, satte Didi med op på slæden så den kunne få en pause. Hun var træt og puttede sig ind til mig hele vejen hjem til hytten. Et eller andet måtte der være med hende. Men hold op hvor var det altså en dejlig tur hjem gennem det smukke snelandskab med skønne Harb i mine arme.

Hjemme i hytten igen havde vi tid til at afprøve nogle af de spil de havde i hytten. Vi startede med et polar quiz spil, som ingen af os var ret gode til, selvom Didi kunne svare på lidt flere spørgsmål end os andre. Bagefter spillede vi klodsmajor med kæmpe klodser, og fik grinet en masse. Til aften fik vi endnu en lækker menu fra Radisson, rensdyrgryde, og sluttede aftenen godt af med endnu en hyggelig tur i saunaen, kun afbrudt af vaskere i sneen.

Den lille jagthytte

Næste morgen gjorde Didi hytten rejseklar efter morgenmaden. Jeff, Torben og mig var, foruden at nusse alle hundene, rundt for at kigge os lidt omkring. Fra toppen af den nærmeste bakke, kunne man se det smukke hvide landskab strække sig i hvad der synes uendeligt, uanset i hvilken retning man kiggede. Dette var vores sidste dag på hundeslæde og vejret var klart. Med vores oppakning fastgjort til slæderne, kom vi af sted.

På vejen tilbage mod Greendog havde Didi planlagt at vi ville køre forbi for at se om vi kunne finde en lille bitte gammel jagthytte. Didi havde fortalt os om den, hun havde selv været forbi den en enkelt gang tidligere, men da havde den været helt sneet til, så man ikke kunne se den.

Det var en helt fantastisk smuk tur vi havde mod denne hytte, vi kørte i læ mellem bjergsiderne, og på turen så vi mange rensdyr. De fleste gik lidt oppe af bjergsiderne, men nogle gik altså også midt på sporet. Man måtte endelig ikke jagte dem, for der er meget lidt føde til dem, så det går ikke at de skal bruge unødig energi på at stikke af. De har brug for al deres energi for at overleve. Om sommeren kan man blive trukket af hundeslæder på hjul. Men de stier vi kørte på må man ikke benytte om sommeren, fordi vegetationen skal beskyttes. Rensdyrene har næsten ingenting at leve af heroppe, så reglerne er meget strenge. Man forstår det godt når man er der, det eneste vegetation vi så deroppe var lidt strå nogle få steder og lidt sten med mos på. Rensdyrene spiser faktisk den smule mos der er på stenene, hvilket så resulterer i at deres tænder bliver ødelagt. Det virker helt ubegribeligt, at de faktisk kan leve deroppe.

Den lille Harb havde vist luret at det var ret hyggeligt oppe på slæden, så da hun igen ikke trak ordentligt, kom hun igen op på slæden. Først virkede hun lidt træt, men så snart vi så rensdyr, var hun absolut ikke spor træt. Sikke klog hun var, men selvfølgelig kom hun så ned for at trække igen, og trak faktisk fint resten af turen.

Da vi nåede frem til det sted hvor den lille hytte sådan cirka burde ligge, løb Didi op ad en bakke for at lede efter den, mens vi andre blev nede ved hundeslæderne. Vi skulle lidt længere sagde hun da hun kom ned igen, så vi hoppede på slæderne igen og kørte lidt længere. Da vi så igen gjorde holdt, fik vi sat anker på slæderne. Harald blev nede ved hundene mens vi andre gik op for at finde hytten. Et lille stykke oppe ad bjerget lå den så, denne lille bitte gamle hytte, som mest af alt lignede et lille tomandstelt. Døren blev skrabet fri for sne, og vi satte og alle 4 ind i hytten. Der var lige akkurat plads til os på bænkene som også var “sovepladser”. Her var et sjovt lille bord som kunne trækkes ned fra loftet og en trækasse med alverdens, sikkert brugbare, “dimser”. Der var også et lille gammelt gasblus så man har kunnet lave mad, og det var der helt sikkert nogen der havde haft gjort, for den ene side af taget i hyttet så noget sveden ud. Jeg tænkte at det måtte være ret skræmmende at sidde i så lille en hytte, hvis der går ild i den. Didi fandt også en lille bog, så man kunne se hvem der havde været her. Der gik langt imellem at nogen fandt hertil kunne vi se, og den findes da heller ikke på nogen kort. Vi skrev selvfølgelig alle vores navne i bogen, så hvis du nogen sinde kommer hertil, så må du love mig at fortælle mig det. Det kunne være sjovt. 

Da vi kom ned til slæderne igen løb Harald op og kiggede, inden vi igen tog videre. Næste stop var en af Greendogs andre hytter, hvor vi spiste frokost. På denne del af turen, var jeg for første gang begyndt at fryse. Mine tæer var værst, så da vi nåede hytten fandt jeg håndvarmere i min rygsæk, og brugte dem til at varme mine tæer. Sikke det hjalp. Jeg er generelt ret kuldskær, så hvis der bliver anbefalet 2 par uldsokker, tager jeg 3 på. Og jeg havde faktisk 3 par uldsokker på. Jeg havde dem på i forskellig tykkelse, beregnet til at tage udenpå hinanden, så jeg skiftede de inderste tyndeste uldsokker til et tykkere par samt tog en ekstra trøje på. Sikke det hjalp.

Isbjørnehytten

Denne hytte var meget mindre end den hytte vi havde boet i. Didi fortalte at dette var den hytte man tidligere havde taget gæster med ud til, inden man fik den hytte vi havde boet i. Den blev også brugt som destination for nogen af deres vandreture om sommeren, og kunne også tages i brug, hvis vejret ikke tillod at man kunne tage til den hytte, vi havde boet i. Ja, så kunne jeg jo ikke lade være med at spekulere på om vi mon ikke ville havde haft vores første nat her, hvis vejrudsigten havde vist hvilket vejr det rent faktisk blev.

Denne hytte indeholdt et lille køkken med brændeovn samt en lille stue med køjer langs den ene side af rummet og senge langs 2 af de andre sider, som også kunne bruges til siddepladser omkring spisebordet. Didi tog en af hundene med ind, for i denne hytte måtte man gerne have hunde inde i hytten. Det måtte man ikke hvor vi havde boet. Hun nød at have hundene omkring sig kunne man se, og det gjorde vi andre jo også.

Denne hytte havde sidste sommer haft besøg af en isbjørnemor og hendes unge, som havde boet her, hvilket betyder raseret hytten, i en hel uge. De var kommet ind af et lille vindue, og man kunne se at dette vindue var skiftet for nylig og nu ikke havde sprosser som de andre vinduer. På Svalbard er det isbjørnene der har 1. ret, så man måtte ikke skræmme dem væk fra hytten. Man må desuden heller ikke prøve at forebygge at de kommer ind, som man fx. må på Grønland. Hvis man møder en isbjørn, og det er ikke kun ude hvor de går på jagt efter sæler man kan møde dem, nej, man kan også risikere at møde dem i byen. Hvis man møder en, så skal man selvfølgelig skræmme den væk, men man skal ikke dræbe den. Det er kun i yderste nødstilfælde. Desuden vil alle der er på Svalbard få en advarsels sms, hvis nogen ser en isbjørn i byen. Det er også en gammel tradition på Svalbard at man aldrig låser sin dør, så andre kan søge tilflugt i tilfælde af isbjørneangreb, men ved nu ikke om det stadig håndhæves inde i byerne. Jeg ville, ligesom mange andre formoder jeg, ønske at vi havde set en isbjørn. Ikke alt for tæt på naturligvis, men det har vi altså stadig tilgode. Til gengæld har vi så siddet i en hytte som er blevet splittet ad af 2 isbjørne. Didi viste os en video, som en havde haft held til at filme, hvor isbjørnene kravlede ind gennem vinduet. Hun viste også en video fra da de kommer tilbage til hytten, efter isbjørnene var væk. Hold op hvor så der ud. Alle madrasser var splittet ad, der var køkkengrej over det hele. De havde endda gnavet i Anders And bladene, så hvis man fandt en isbjørne lort, ville der sikker være lidt Anders And blade i, sagde Didi grinende. 

Tilbage på kennelen

Efter frokost i hytten kørte vi den sidste bid mod Greendog. Jeg, der havde stået bag på slæden sammen med Didi det meste af turen, byttede plads med Torben da vi manglede den sidste stejle bakke op til hytten. Her skulle de hjælpe hundene, så de skubbede slæden mens hundene trak. Ikke et dårligt byt for mig, hvilket Didi selvfølgelig vidste. Halvvejs oppe fik hundene, og dem der skubbede, en lille pause, inden vi tog den sidste bid op. På den sidste bid vej op, tissede den første hanhund op af en markeringspind som den løb forbi. Den næste hanhund gjorde det samme. Og så den næste. Jeg tror samtlige af hanhundene pissede op af markeringspinden, som de løb forbi den. Lidt skægt. Hanhunde er hanhunde, og ja det kan de altså sagtens mens de løber. 

Oppe på kennelen var vi rundt og nusse alle hundene farvel, mens de blev taget ud af deres seler og sat tilbage i deres personlige små “hytter”. Nogle ville nok kalde dem bure, men de var af træ, og havde snefang så de lå godt beskyttet mod vind og vejr. Bagefter, da vi var tilbage i vores eget tøj, var vi ude og hilse på hvalpene. Der var hele 2 kuld. Hvalpene bor i indhegninger med store halmfyldte “hytter”. De bor udenfor, for ellers ville deres pels ikke kunne holde dem varme udenfor senere. Efter at have hilst på hvalpene fik vi lov til at tage de 2 ældste af hvalpene med ind i en hytte, hvor vi rundede turen af. Hold op hvor var de skønne, lige den der alder hvor man har lyst til at stjæle dem med hjem. 

Den lange solopgang

Efter 3 spændene oplevelsesrige dage på hundeslæde var vi trætte da vi vendte tilbage til Mary-Anns Polarrigg den sidste aften. Aftensmaden spiste vi på hotellet egen restaurant Vinterhagen, og da dette var vores sidste aften, var det dermed også sidste chance for at prøve nogle af de spændene arktiske retter. Til forret fik Torben marineret vågehval i en ostekurv toppet med cherrytomat mens jeg fik en arktisk røget trio, som bestod af hjemmerøget sæl, hval og rensdyr serveret med hjemmelavet knækbrød. Til hovedret fik Torben rensdyrbøf med kartoffelmos, sauterede grøntsager, tyttebær og vildtsauce mens jeg fik sælbøf med selleripuré, gulerødder og rødvinssauce. Torben mente at hvalen kunne de godt beholde, men resten var super, super lækkert.

Den sidste dag slentrede vi lidt rundt i byen, og fik købt gaver til dem derhjemme og til os selv. Ellers slappede vi bare af inden turen gik hjemover. Vi havde mange indtryk at fordøje, vi havde oplevet så meget. Vores rejse til Svalbard blev en oplevelse for livet, en helt uforglemmelig tur.

Vi var her om vinteren da mørket dominerede, og “natten” varede i 3 måneder. På flyveturen hjem så vi solopgangen ud af vinduet nærmest hele vejen, det var flot og lidt sjovt, for vi havde ikke set solen siden vi tog hjemmefra.

Selvom det var mørkt hele tiden, var vi her dog så tæt på at solen igen ville begynde at stå op, at omgivelserne blev badet i et smukt blåt lys. Man kunne faktisk se ret langt i løbet af dagen, som absolut var lysere end aftnerne og nætterne. Vores døgnrytme blev, mod forventning, ikke påvirket da vi var af sted, men kroppen havde det af en eller anden grund sværere da vi kom hjem til solen igen.

Sikke et eventyr. Det var koldt, spændende og helt anderledes end noget andet jeg nogensinde har oplevet før. Jeg kommer gerne igen.